Danske stemmer sang sig til sejr i Eurovison Kor Grand Prix

Vocal Line fra Aarhus optrådte med sange af Tina Dickow og Lisa Nilsson.

Der var store danske smil under guldkonfettien, der dalede ned over vinderne af Eurovision Kor Grand Prix i Göteborg i aftes.

Sejren gik til det aarhusianske kor Vocal Line, der repræsenterede Danmark i sangkonkurrencen, der havde deltagelse af 10 nationer.

I spidsen for danskerne stod korleder Jens Johansen.

- Vi havde ikke regnet med at vinde, men vi vidste også, at alt kunne ske i den her konkurrence, for det var meget forskellige korgrupper og typer af musik, som deltagerne kom med.

- Vores første mål var at komme i finalen, og var vi bare lykkedes med det, så kunne jeg have taget rigtig glad hjem herfra. At vi så også opnåede det sidste trin var bare fantastisk, fortæller han fra hotellet i Göteborg, hvor sejren blev fejret til ud på de små timer.

I den indledende runde sang Vocal Line 'True North', som er skrevet af Tina Dickow, og i finalerunden var det en dansk version af sangeren Lisa Nilssons 'Viola'. de bød ind med.

Se Vocal Lines indsats i den indledende runde øverst i artiklen og deres finalebidrag herunder.

Mindre sceneshow

I modsætning til solisternes Eurovision, hvor udklædning og dansetrin til tider synes at spille en ligeså stor rolle som musikken, er kor-udgaven en noget mindre farverig omgang.

Og det danske bidrag i Göteborg var blandt de mest afdæmpede af de 10 deltagere, og det blev formentlig afgørende, siger korleder Jens Johansen.

- Det tror jeg rent faktisk, at det var. At vi først og fremmest var optaget af at få leveret et budskab og en følelse, og at det var musikken, der var i centrum.

- Det er et valg, vi har truffet. At musikken skal stå i centrum, og for os skal den ikke pakkes ind i en eller anden fastlagt koreografi. Det passer ikke til os, og det har vi holdt fast i, siger han.

Modsat Eurovision Song Contest er der ingen aftale om, at vinderen skal arrangere det næste Eurovision Kor Grand Prix, men de danske vindere sikrede sig med sejren en rejse til World Choir Games 2020.

Se et sammendrag af de 10 kors sange i den indledende runde ved Eurovision Kor Grand Prix.

Facebook
Twitter