Danske tekster på svensk og tysk tv

Fem nabolandskanaler får danske undertekster, desværre udbydes de ikke til alle tv-seere. Hver kanal tekstes op til 20 timer om ugen. For en krone om måneden.

Det bliver lettere at forstå både svensk, norsk og tysk tv, når fem nabolandskanaler får danske undertekster.

20 timer om ugen vil programmer fra de svenske public service-kanaler, SVT1 og 2, de tyske ARD og ZDF og norske NRK1 kunne forstås for alle dansklæsende tv-seere.

Det fortæller Jacob Hedebrink, forvaltningschef hos Copydan Kabel-tv, der repræsenterer tv-kanalerne og gerne vil gøre vinduet til nabolandene klarere.

- De danske undertekster betyder, at endnu flere kan få glæde af nabolandskanalernes alsidighed og mangfoldighed. Det er lande, der er tættere på os og minder om os, siger Jacob Hedebrink til DR Nyheder.

Ikke tekster til alle

De dansk-tekstede tv-kanaler kommer i første omgang udelukkende seere med kabel-tv til gode, og det betyder godt 1,6 millioner husstande.

Når ikke alle med et farvefjernsyn får gavn af de nye undertekster skyldes det flere ting. For det første er det ikke gratis at tekste udsendelser, selv om det ikke koster mere end en tomat så rød som blod og en gammel gulerod.

- Op til 100 timers tv vil blive tekstet, og det vil i alt koste en krone om måneden per husstand. Det er ren non-profit, siger Jacob Hedebrink.

Ingen nabolandskanaler via parabol

Betalingen betyder, at tv-udbydere som Boxer, Canal Digital og Viasat på seernes vegne skal være villige til at bekoste en lille mønt for underteksterne

Det har tv-udbyderne endnu ikke villet, men selv om de skulle skifte mening, kommer udbuddet af kanaler i vejen. Boxer tilbyder kun ARD, og endnu værre ser det ud for Canal Digitals og Viasats kunder.

De får slet ikke muligheden, da de to udbydere slet ikke tilbyder nogle nabolandskanaler. Og det er ærgerligt, mener Copydan Kabel-tv.

- Principielt har alle tv-distributører denne mulighed. Vi har kontaktet dem og foreslået dem at tage nabolandskanaler med i nogle af deres pakker. De kan bare gøre det tilgængeligt, fortæller Jacob Hedebrink.

Kikset ikke at forstå naboerne

I Boxers tilfælde skal der blot betales for underteksterne, mens Canal Digital og Viasat firvilligt skal gøre plads til de fem nabolandskanaler, der koster under 70 øre stykket om måneden.

- Det er kikset, at vi bliver en generation, der ikke forstår vores naboer. Især blandt unge forstår mange ikke svensk og tysk. De er mere målrettede mod det amerikanske, mener Copydans forvaltningschef.

20 timer om nogle måneder

Jacob Hedebrink fortæller, at Canal Digital går med seriøse overvejelser om at inkludere nabolandskanaler i sit udbud, mens Viasat stiller sig mere skeptisk.

De første programmer på de fem nabolandskanaler vises allerede med danske undertekster, men fra 6. november kommer flere til. Og i løbet af nogle måneder forventer Copydan Kabel-tv, at der vil være 20 timers tekstning på hver kanal.

Facebook
Twitter