Dansker er favorit til at vinde VM i Fifa

Torsdag spilles der finale ved VM i virtuel fodbold, og en blot 18-årig dansker har gode chancer for at løbe med sejren.

18-årige August Rosenmeier, der vandt DM i Fifa sidste år, kan idag blive verdens bedste virtuelle fodboldspiller. (© Morten Skovgaard)

Når nu Danmark ikke er med til VM i fodbold i Brasilien, kan vi som nation trøste os med, at Dannebrog alligevel bliver repræsenteret på fornem vis i værtslandet Brasilien.

Sideløbende med det rigtige fodbold-VM er de bedste virtuelle fodboldspillere nemlig samlet for at dyste om at vinde verdensmesterskabet i konsolspillet Fifa 2014. Og her har den 18-årige dansker August Rosenmeier en god chance for at løbe med trofæet.

- Hans chancer er rigtig, rigtig gode, fortæller Dennis Nordenbøl som sidste år vandt DM i to-mands Fifa sammen med netop August Rosenmeier.

Den unge dansker er op til turneringen blevet seedet som nummer to, men eftersom nummer 1, sidste års verdensmester, røg ud i gruppespillet, er den unge dansker lige nu den højestseedede af de tilbageværende.

- Lige nu har han to kampe tilbage, og August skal falde sammen, hvis det ikke skulle være muligt for ham at vinde, siger Dennis Nordenbøll.

Flere timers spil om dagen

Omkring to millioner Fifa-entusiaster har forsøgt at spille sig med til slutrunden. Kun 20 af dem kom med i gruppespillet - heriblandt danskeren Anders Bollerup, som dog ikke gik videre fra de indledende runder.

Men det gjorde August Rosenmeier, som skal spille semifinale, og måske finale, senere torsdag.

Forud for en potential dansk verdensmester er der brugt mange timer foran skærmen, fortæller Dennis Nordenbøll.

- Det er på samme måde, som de træner i virkeligheden. Man har en spillestil, som man gerne vil have frem, og den kan man finde ved at bruge en masse træningstid på det, fortæller han.

- Jeg kunne forestille mig, at sådan en som August snildt bruger en 8-10 timer om dagen på det, fordi det er så stort, som det er.

Møder begge Ronaldoer

VM i Fifa 2014 er ikke bare et arrangement på en brasiliansk internetcafé.

Fodboldorganisation Fifa står bag turneringen, og semifinaler og finale, som spilles torsdag klokken 21 dansk tid og kan livestreames, finder sted på Rios ikoniske bjerg, Sukkertoppen.

Her vil blandt andre den brasilianske fodboldlegende Ronaldo og den tidligere Manchester United angriber Dwight Yorke være til stede.

Vinderen får 20.000 dollars i gevinst og en billet til næste års Ballon d'Or, kåringen af verdens bedste fodboldspiller, hvor også verdens bedste virtuelle fodboldspiller skal kåres.

- Så vil August komme med ned til det der kæmpe show, hvor han vil møde Ronaldo - den rigtige, ikke den tykke Ronaldo, siger Dennis Nordenbøl.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk