"Navalny" vandt en Oscar for Bedste Dokumentarfilm. Dermed forbigås "Et hus af splinter", som den danske instruktør Simon Lereng Wilmont står bag.
I kortfilmskategorien vandt filmen "An Irish Goodbye" foran filmen "Ivalu", der er instrueret af danske Anders Walter og handler om en pige i Grønland.
Danske Mikkel E.G. Nielsen vandt heller ikke en Oscar for sin klipning af "The Banshees of Inisherin". Det blev Paul Rogers, der har klippet "Everything Everywhere All at Once", der løb med prisen.
Ærgerlig, men glad
Claus Ladegaard, der er direktør i Dansk Filminstitut, ærgrer sig over, at de to nominerede danske film ikke blev belønnet ved prisuddelingen.
- Det er særligt ærgerligt med to film, der fortæller så vigtige historier om Grønland og Ukraine, siger han og fortsætter:
- Men jeg er glad og stolt over, at vi igen i år er nomineret i ikke bare én, men i to kategorier, og at der er så mange danske filmfolk, der er en del af udenlandske film, som er nomineret.
Simon Lereng Wilmonts "Et hus af splinter" handler om en gruppe socialarbejdere, der driver et børnehjem i det østlige Ukraine, for børn der er blevet forladt af deres forældre.
"Navalny" handler om den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, der i øjeblikket sidder fængslet i Rusland. Navalnyjs hustru var med på scenen og gav en tale, da holdet bag filmen modtager prisen.
- Aleksej, jeg drømmer om den dag, du er fri, sagde hun.
Stolt af hele holdet
Simon Lereng Wilmont havde inden prisuddelingen sagt, at han ikke forventede at vinde prisen.
Efter at det står klart, at "Et hus af splinter" ikke får en Oscar, siger Signe Byrge, der er executive producer på filmen, at hun er stolt af hele holdet bag filmen.
- At komme så langt ud og at få en dokumentar om et - imod alle odds - så smukt og rart et sted for børn ramt af ufatteligt store sociale problemer i det østlige Ukraine ud til så stort et publikum, er en kæmpe opgave, udtaler hun.
Kortfilmen "An Irish Goodbye" handler om to nordirske brødre, der genforenes efter lang tid. Den tog prisen foran kortfilmen "Ivalu", der handler om en lille pige i Grønland, der leder efter sin storesøster, og danske Anders Walter står bag den film.
Inden uddelingen havde Anders Walter omtalt de nominerede i kortfilmskategorien som et skarpt felt.
Derfor mente han inden uddelingen, at det så lidt sort ud for filmens vinderchancer.
Efter at det stod klart, at "Ivalu" ikke vandt en Oscar, glædede Rebecca Pruzan, der er producer på filmen, sig stadig over at være i Hollywood.
- Vi er glade og lykkelige over at være nomineret sammen med årets bedste film. Nu fester vi sammen med holdet og glæder os over at være her, sagde hun.
/ritzau/
Opdateret med flere billeder fra Oscar-uddelingen.