De giver to blowjobs hvert år

Hvert år på Roskilde Festival bliver der givet et legendarisk blowjob, eller faktisk to. Det ene er til Alien, det andet til Ko. Få hele historien om flaget, som har fået kultstatus gennem 13 års hed festivalschwung i festivalvinden på Roskilde.

Hvert år på Roskilde Festival bliver der givet et legendarisk blowjob, eller faktisk to. Det ene er til Alien, det andet til Ko. Få hele historien om flaget, som har fået kultstatus gennem 13 års hed festivalschwung i festivalvinden på Roskilde.

"Vi har set det så fucking mange gange. Vi elsker det flag!"

Der er et ganske særligt, legendarisk flag som du har kunnet spotte på Roskilde Festival gennem mange, mange år. Flaget består af en flagstang med to oppustelige figurer i toppen i hedt seksuelt samkvem - den ene er en grøn alien, der tager den anden figur - en hvid ko, bagfra. Og flaget, ja, det hedder Alien og Ko.

Engang var der kun Ko

Alien og Ko har været repræsenteret på Roskilde Festival siden 1999. Men Alien og Ko har ikke altid været to uadskillelige størrelser. Engang var der nemlig kun Ko, men så kom Alien, fortæller Alien og Kos bannerførere:

- I en anden lejr var der tidligere nogle der havde haft en ko i en flagstang som fane. Og så var der nogen, der ved et tilfælde havde fået en alien med…. og så var der nogen igen der tænkte, jamen - skal vi ikke bare kombinere dem og lave én fælles fane?

Noget nær et rockstjerneliv

I år var det altså 13. gang, at Alien og Ko var med på Roskilde. Men ikke nok med at Alien og Ko har fået kultstatus - der falder også et par frynsegoder af til flagkipperne. Det er nemlig det nærmeste, man kommer på at være rockstjerne, når man er bannerfører for Alien og Ko:

- Du kan stryge ind til koncerter med det her flag foran dig og folk er søde og flytter sig. Alle skal hen og give krammere og have autografer og alt muligt - så på den måde giver den en masse positiv energi til vores lejr.

Men det er ikke kun fra publikum at respekten kommer. Alien og Kos bannerfører har også oplevet at få rock 'n' roll-credits fra rockstjernerne selv. Bannerførerne fortæller stolt om en uforglemmelig episode ved en Fleet Foxes-koncert, hvor Alien og Ko blev anerkendt af forsangeren selv.

- Ved Fleet Foxes på Grøn (Arena, red.) stopper forsangeren op mellem to numre og kigger ned - og kameramændene opfanger det og zoomer ind på Alien og Ko så den kommer op på storskærmen. Og så siger han (forsangeren, red.) "I bet that alien is gonna have a cigaret in just a few minutes."

Ikke helt problemfrit

Det er dog ikke nødvendigvis altid lutter lagkage at være Alien og Kos stolte skabere og bannerførere.

Gennem tiden har mange andre festivalgængere villet have en bid af kagen og det søde rockstjerneliv, og plagiater af Alien og Ko er derfor dukket op hist og her - også de meget uopfindsomme af slagsen, hvor kopisterne f.eks. har kreeret et flag hvor det er en ko, der tager en alien.

Altså en omvendt kopi - og så har Alien og Kos bannerførere været nødsaget til (også) at puste sig op og pisse territoriet af:

- Det er rigtigt at vi er ærekære omkring vores koncept. De første to år var der tendens til plagiering med folk, der kom med en eller anden pind med en ko der bollede en alien - og der var vi lige ovre og sådan "hrm-hrm!"

Ved en anden episode måtte Alien og Kos bannerførere, efter en lang diskussion med en nordmand der synes det var synd for Ko, love hende at slippe Ko fri bagefter.

Alien og Ko på museum

Det ser dog ikke ud til at Alien og Ko sådan lige foreløbig kommer til at blive skilt ad. De skal nemlig til at vænne sig til et helt nyt liv sammen - på museum.

- Fremtiden for Alien og Ko ser sådan ud at Alien og Ko skal på museum. Danmarks Rockmuseum som åbner i 2014 vil nemlig meget gerne udstille Alien og Ko på deres permanente udstilling.

Men selvom Alien og Ko kommer til at bo på museum, slipper de ikke for mindst en uges ferie og schwung i den friske festivalluft en gang om året:

- Jeg kommer aldrig til at tage på Roskilde Festival uden at have Alien og Ko med, fortæller en af Alien og Kos lidenskabelige bannerførere.

Få hele den rørende historie om Alien og Ko her: (filmen er produceret af Roskilde Festival)