De gjorde alle et stort indtryk: Dem mistede vi i 2020

Vi mindes de store personligheder, der er gået bort i årets løb.

I 2020 mistede vi blandt andre digteren Yahya Hassan, der blev begravet på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus. Han blev 24 år gammel. (Foto: Joachim Ladefoged © Scanpix)

Nogle driblede for sidste gang, nogle sang for sidste gang, mens andre skrev deres sidste ord i løbet af året.

I 2020 har vi mistet en række markante danske og internationale personligheder, som vil blive husket mange år frem.

Her ser vi tilbage på nogle af de kendte personer, vi sagde farvel til.

Kobe Bryant, basketballspiller, 26. januar

Kobe Bryant blev 41 år gammel. (Foto: Harry How © Getty Images)

Legende. Det var et ord, der gik igen og igen i dagene efter nyheden om, at basketball-stjernen i januar døde i et helikopterstyrt i Californien.

I sin karriere nåede Kobe Bryant at vinde fem mesterskaber med Los Angeles Lakers, høste et hav af personlige titler, og på tidspunktet for sin død rangererede han som den fjerdemest scorende i NBA's historie.

Da Bryant i 2015 annoncerede sit karrierestop, blev han af NBA-kommissær Adam Silver kaldt "en af de største spillere i basketball-historien".

Basketball-legenden døde i et helikopterstyrt sammen med otte andre mennesker, heriblandt datteren på 13. Han blev 41 år gammel.

Søren Spanning, skuespiller, 12. februar

Søren Spanning blev 68 år gammel. (Foto: Linda Kastrup © Ritzau Scanpix)

Som skuespiller opnåede Søren Spanning stor popularitet i nogle af de største danske tv-serier.

Han havde blandt andet roller i 'Kald mig Liva', 'Bryggeren', 'Taxa', 'Hotellet', 'Ørnen', 'Lærkevej' og det internationale hit 'Borgen', hvor han spillede rollen som statsminister Lars Hesselboe, der bliver væltet i første afsnit og herefter bliver oppositionsleder.

Søren Spanning, der blev født den 30. maj 1951 på Frederiksberg, blev 68 år gammel.

Ole Michelsen, kulturjournalist, 5. marts

Ole Michelsen blev 79 år gammel. (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

Ole Michelsen var gennem mange år en af de fremmeste kulturjournalister herhjemme, og han var desuden også forfatter og tv-vært.

Han var især kendt fra DR's filmmagasin 'Bogart', hvor han fra 1985 til 2002 anmeldte aktuelle film, som han vurderede efter karaktersystemet 1-5 hatte.

Ole Michelsen blev 79 år gammel.

Max von Sydow, skuespiller, 8. marts

Max von Sydow blev 90 år gammel. (Foto: Pablo Sanchez © Reuters/Ritzau Scanpix)

Den svenske skuespiller Max von Sydow havde en lang karriere i Hollywood.

Han huskes især for sin rolle i 'Pelle Erobreren', der er instrueret af danske Bille August. Rollen som Lasse Karlsson gav ham desuden en Oscar-nominering.

Max von Sydow forblev aktiv til det sidste, og han havde også store roller i succeser som 'Star Wars: The Force Awakens', 'Robin Hood', 'Shutter Island' og i 'Game of Thrones', hvor han spiller "den treøjede ravn".

Max von Sydow døde den 8. marts - 90 år gammel. Han efterlod sig sin hustru og fire børn.

Karen Thisted, journalist, 16. marts

Karen Thisted blev 73 år gammel. (Foto: Anne Bæk © Berlingske/Ritzau Scanpix)

Karen Thisted, der blev 73 år, havde et af de længste cv'er i mediebranchen.

Den uddannede journalist arbejdede i en årrække som journalist hos Ekstra Bladet, og hun har desuden skrevet en række bøger – blandt andre bestselleren 'Det skal mærkes, at vi lever' fra 2003 med Benny Andersen og Johannes Møllehave. Så sent som i 2019 udgav hun samtalebogen 'Bryster skal hoppe når man hikker' sammen med Hella Joof.

Karen Thisted var blandt andet medvært på radioprogrammet 'Den løse kanon' på P3 med Huxi Bach. Hun medvirkede også i tv-programmet 'Mormors Bordel' sammen med Suzanne Bjerrehuus, hvor de udforskede sexbranchen.

Cecil Bødker, forfatter, 19. april

Cecil Bødker blev 93 år gammel. (Foto: MOGENS LADEGAARD © /Nf-Nf/Ritzau Scanpix)

Den danske forfatter Cecil Bødker er især kendt som en foregangskvinde, når det kommer til børnelitteratur.

Hun blev især kendt for sin serie om den forældreløse dreng Silas, hvor første bog udkom i 1967. I alt skrev hun 14 bøger i Silas-serien over 34 år, og værkerne blev både filmatiseret og skildret i en tv-serie.

Hun skrev også bogen 'Hungerbarnet', som blev filmatiseret i 2002 under titlen 'Ulvepigen Tinke'.

Cecil Bødker har gennem sit forfatterskab også vundet flere store priser – blandt andet De Gyldne Laurbær, Søren Gyldendal-prisen og Det Danske Akademis Store Pris.

Efter længere tids sygdom døde forfatteren den 19. april - 93 år gammel.

Yahya Hassan, digter, 29. april

Yahya Hassan blev 24 år gammel. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

I 2013 strøg Yahya Hassan ind på den lyriske stjernehimmel og blev en vaskeægte sensation, da hans debutdigtsamling med den enkle titel 'Yahya Hassan' blev den bedst sælgende digtsamling i danmarkshistorien.

Den aarhusianske digter med palæstinensiske rødder var især kendt for sin vildskab og vrede i sine tekster. Hans digte kredsede ofte om hans opvækst, indvandrermiljøet, vold, overfald, fængsel, stoffer og psykisk sygdom.

Yahya Hassan levede et omtumlet privatliv, hvor han på sociale medier flere gange poserede med våben, stoffer og pengesedler, og han fik også en række domme for blandt andet tyveri, hæleri og for at have skudt en 17-årig mand i foden.

Digtsamlingen 'Yahya Hassan 2' udkom til alles overraskelse og med flotte anmeldelser i november 2019, og den blev blandt andet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Yahya Hassan blev fundet død i sin lejlighed 29. april. Han blev 24 år gammel.

George Floyd, 25. maj

George Floyd blev 47 år gammel. (Foto: Nicholas Pfosi © Reuters/Ritzau Scanpix)

George Floyd var ikke et navn, der ringede klokker internationalt inden 2020, men i år er navnet blevet synonymt med bevægelsen Black Lives Matter og protester mod politivold i USA.

- I can't breathe (jeg kan ikke få vejret), sagde George Floyd utallige gange under en brutal anholdelse den 25. maj, hvor han mistede livet i byen Minneapolis i USA.

27 gange råbte Floyd, at han ikke kunne få luft, da politibetjenten Derek Chauvin sad med knæet på Floyds hals. Og flere gange gav Floyd også udtryk for, at han ikke kunne forstå, hvorfor politiet var så voldsom mod ham.

Den voldsomme anholdelse blev optaget på video og fik efterfølgende store protester mod politivold og racisme til at bryde ud i USA.

George Floyd blev 47 år gammel og efterlod sig fem børn.

Ian Holm, skuespiller, 19. juni

Ian Holm blev 88 år gammel. (Foto: Chris Jackson © 2008 Getty Images)

Du husker ham nok bedst som den godmodige hobbit Bilbo Baggins i to af de tre 'Ringenes Herre'-film, der udkom i perioden 2001-2003.

Men den britiske skuespiller Ian Holm nåede også at medvirke i massevis af andre film og på de skrå brædder gennem sin lange karriere.

Her er det blandt andet værd at nævne 'Alien'-filmen fra 1979, 'Det femte element' og 'The Aviator'.

Ian Holm døde fredeligt på et hospital omgivet af sin familie - 88 år gammel.

Lone Dybkjær, politiker, 20. juli

Lone Dybkjær blev 80 år gammel. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Ritzau Scanpix)

I sin lange politiske karriere nåede Lone Dybkjær både at være medlem af Folketinget, miljøminister, statsministerfrue og medlem af Europa-Parlamentet for Radikale Venstre.

Hun blev for første gang valgt ind i Folketinget i 1973 og sluttede først sit politiske virke i 2011.

Hun var miljøminister i KVR-regeringen fra 1988-1990, hvor hun sammen med kollegaen Aase Olesen blev de første kvindelige ministre for Radikale Venstre.

I 1994 blev hun gift med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), og samme år blev hun medlem af Europa-Parlamentet, hvor hun sad indtil 2004.

Lone Dybkjær døde efter længere tids sygdom. Hun blev 80 år gammel.

Bent Fabricius-Bjerre, komponist, 28. juli

Bent Fabricius-Bjerre blev 95 år gammel. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

2020 var også året, hvor vi måtte sige farvel til en af de allerstørste danske komponister, Bent Fabricius-Bjerre.

Han står bag intromelodierne til 'Olsen Banden'-filmene, 'Matador', 'Blinkende Lygter' og 'Klovn The Movie'-filmen fra 2010, hvor han desuden spillede rollen som bordelejer.

I 1962 vandt han en amerikansk grammy i kategorien 'Best Rock'n'Roll Recording' for nummeret 'Alley Cat'. Det var også her, han fik kunstnernavnet Bent Fabric, som var en del nemmere at udtale for amerikanerne.

I 2004 blev han under kunstnernavnet Bent Fabric kendt blandt nyere generationer, da han udkom med albummet 'Jukebox', der blev en stor succes herhjemme og i USA.

Bent Fabricius-Bjerre, der i 1996 blev slået til ridder af Dannebrog, blev 95 år gammel.

Chadwick Boseman, skuespiller, 28. august

Chadwick Boseman blev 43 år gammel. (Foto: Kevin Mazur © 2018 Kevin Mazur/Getty Images)

Den amerikanske skuespiller Chadwick Bosemans død i august kom som et chok for de fleste.

'Black Panther'-stjernen havde nemlig holdt det hemmeligt, at han siden 2016 havde lidt af tarmkræft.

Chadwick Boseman fik sit gennembrud som baseball-ikonet Jackie Robinson i filmen '42' fra 2013, og året efter spillede han musikeren James Brown i filmen 'Get on Up'.

Det var dog i hovedrollen som T'Challa i superheltefilmen 'Black Panther', at Chadwick Boseman blev en international superstjerne. Filmen var Marvels første superheltefilm, hvor rollebesætningen primært består af sorte skuespillere.

Han blev 43 år gammel.

Ruth Bader Ginsburg, højesteretsdommer, 18. september

Ruth Bader Ginsburg blev 87 år gammel. (Foto: MARK WILSON © 2009 Getty Images)

Den amerikanske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg var en anden stor amerikansk personlighed, som vi mistede i 2020.

Det var USA's tidligere præsident Bill Clinton, der i 1993 udpegede Ruth Bader Ginsburg som højesteretsdommer. Hun var den bare anden kvindelige dommer, der fik et sæde i den amerikanske højesteret.

I løbet af sin tid ved domstolen blev hun kendt som en forkæmper for kvinders rettigheder, og hun udviklede sig til at blive lidt af et ikon for liberale i USA.

Hun var en udtalt modstander af præsident Donald Trump, og hun håbede, at hun ville leve længe nok til at se en anden præsident i Det Hvide Hus. Det nåede hun ikke, og i stedet fik Donald Trump udpeget den konservative dommer Amy Coney Barrett som Ginsburgs efterfølger.

Ruth Bader Ginsburg døde af komplikationer i forbindelse med en kræftsygdom i bugspytkirtlen. Hun blev 87 år gammel.

Kenzo Takada, modeskaber, 4. oktober

Kenzo Takada blev 81 år gammel. (Foto: Rindoff Petroff/Castel © Getty Images)

Ét af modens allerstørste fyrtårne, den japanske designer Kenzo Takada, var et af mange ofre for coronavirusset i 2020.

Kenzo flyttede fra Japan til Paris i midten af 1960'erne og fik for alvor succes i de tidlige 1970'ere med sit modehus under eget navn.

Ifølge modejournalist Chris Pedersen var Kenzo en af de første, der forstod at udvide sin forretning. Han var en af de første, der lavede parfumer i eget navn, og han forstod, at man kunne tjene penge på at skabe et univers, der er meget mere end tøj.

Kenzo Takada blev 81 år gammel.

Sean Connery, skuespiller, 31. oktober

Sean Connery blev 90 år gammel. (Foto: Michael Loccisano © 2009 Getty Images)

Den skotske skuespiller Sean Connery vil især blive husket som den originale hemmelige agent og kvindebedårer, hvis navn er Bond. James Bond.

Op gennem 1960'erne og starten af 1970'erne inkarnerede den skotske skuespiller Bond-rollen i filmene 'Dr. No', 'From Russia with Love', 'Goldfinger', 'Thunderball' og 'You Only Live Twice' og 'Diamonds Are Forever'.

Han nåede at vinde en Oscar-statuette, to Bafta-priser og tre Golden Globes. Sean Connery døde den 31. oktober. Han blev 90 år gammel.

Michael Bundesen, musiker, 8. november

Michael Bundesen blev 71 år gammel. (Foto: SIGRUN DAVIDIDDOTTIR © Nf-Nf/Ritzau Scanpix)

Michael Bundesen vil blive husket som en af de mest folkelige sangere i nyere dansk tid.

Hans karriere tog for alvor fart, da han i 1973 dannede Shu-bi-dua sammen med Michael Hardinger. Op igennem 1970'erne havde bandet så stor succes med numre som 'Den røde tråd', 'Vuffeli-vov' og 'Danmark', at det blev den mest sælgende gruppe herhjemme nogensinde.

I 2011 blev Michael Bundesen ramt af en blodprop i hjernen, og to år senere meddelte bandet, at det ikke ville genopstå. I 2013 modtog Shu-bi-dua Æresprisen ved Danish Music Awards.

Michael Bundesen sov stille ind i sit hjem i Gentofte efter et kort kræftforløb omgivet af den nærmeste familie den 8. november. Han blev 71 år gammel.

Diego Maradona, fodboldspiller, 25. november

Diego Maradona blev 60 år gammel. (Foto: Mohammed Dabbouss © Reuters/Ritzau Scanpix)

Mange vil mene, at vi i 2020 mistede verdens måske bedste fodboldspiller gennem tiden.

El Gordito, den lille fede, som Diego Maradona blev kaldt, blev kun 60 år gammel, efter han døde af et hjerteanfald den 25. november.

Diego Maradona vil især blive husket for nærmest ene mand at føre Argentina til tops ved verdensmesterskabet i Mexico i 1986.

Han vil også blive husket for sin tid i Napoli, som han kom til 1984. Den syditalienske klub betalte knap 80 millioner kroner for den lille argentiner, hvilket på daværende tidspunkt var verdensrekord.

Maradona førte klubben frem til mesterskabet i både 1987 og 1990 og en sejr i UEFA Cuppen i 1989, hvilket fik napolitanerne til at se ham som en frelser.

Dem mistede vi også i 2020

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk