De syv dødssynder hitter: Særudstillinger tiltrækker langt flere museumsgæster

Over 50.000 har allerede besøgt et af de syv jyske museer, der hver især udstiller en nutidig fortolkning af de syv dødssynder.

Den anerkendte kunstner Christian Lemmerz er blandt dem, der fortolker en af de syv dødssynder. Hans kunst kan ses på Randers Kunstmuseum. (© Aarhus 2017)

Begær, vrede, misundelse, hovmod, grådighed, dovenskab og fråseri.

De fleste kender de syv dødssynder, men knap så mange forholder sig nok til dem i dag.

Men i forbindelse med, at Aarhus i år er europæisk kulturhovedstad, er syv jyske museer gået sammen om at lave 'De syv dødssynder', hvor de hver især har fået tildelt en dødssynd, som anerkendte kunstnere fortolker ude på museerne.

Og det har givet pote. Projektet har bragt lige under 20.000 flere gæster til de syv museer. Det svarer til en stigning på over 60 procent i forhold til samme periode sidste år.

- Vi er utroligt glade for, hvordan publikum har taget imod 'De syv dødssynder'. Jeg tror, det skyldes, at vi har skabt en udstillingsrække, som folk kan identificere sig med, fordi den tager fat i eksistentielle problematikker, som alle kender og kan forholde sig til, siger Lise Jeppesen, der er museumsdirektør på Randers Kunstmuseum og overordnet koordinator på projektet.

​Havde aldrig samarbejdet før

Det er syv meget forskellige museer, der gennem samarbejdet har fået øjnene op for hinanden. Før denne fællesudstilling havde museerne aldrig arbejdet sammen, men det er nu lykkedes så godt, at de kunne gøre det igen, siger projektkoordinatoren.

- Det er helt klart skabt en grobund for fremtidigt samarbejde i

regionen
på baggrund af projektet. Vi har åbnet nye horisonter og skabt en helt ny infrastruktur i
regionen
, siger Lise Jeppesen.

Man skal dog være lidt hurtig for at nå at se en af de populære udstillinger - de er nemlig kun åbne frem til den 28. maj.