Deltager i populært realityprogram beskyldes for 'negging' – men hvad betyder det egentlig?

Seere raser over en mandlig deltager i det britiske 'Love Island', som beskyldes for datingfænomenet "negging".

25-årige Danny Bibby er en af deltagerne i syvende sæson af realityprogrammet 'Love Island', der i øjeblikket løber over skærmene i Storbritannien. (© ITV)

Flere millioner briter følger i disse uger ivrigt med i den syvende sæson af det populære dating- og realityshow 'Love Island', der i flere år har været en stor succes i Storbritannien.

I programmet, der også har haft en enkelt dansk sæson, flytter en gruppe unge singler ind i en pragtvilla på Mallorca, hvor de under konstant videoovervågning skal forsøge at danne både taktiske og romantiske relationer til hinanden.

Med andre ord: Der er altså lagt op til hede sommerromancer i 'Love Island'-villaen.

Men måden, hvorpå en mandlig deltager forsøger at forføre en kvindelig deltager i programmet, er faldet flere britiske seere for brystet.

Det drejer sig om den mandlige deltager Danny Bibby, som i en samtale med partneren Lucinda Strafford forklarer, hvorfor deres forhold ifølge ham ikke fungerer optimalt.

- Jeg er ikke en type, som løber efter dig som en lille hund. Jeg rakker lidt ned på dig og driller dig lidt.

- Du er som en sort Lamborghini, som jeg har lyst til at køre i, men når jeg putter nøglen i, virker den ikke. Jeg har skiftet nogle reservedele, og den virker stadig ikke. Den holder stadig i garagen.

Det er den 21-årige Lucinda Strafford, der ifølge nogle 'Love Island'-seere har været udsat for "negging". (© ITV)

Indrømmer han lige negging?

Udtalelsen fra deltageren Danny Bibby har bragt sindene i kog hos flere af 'Love Island'-seerne, som på sociale medier har luftet deres bekymring over hans opførsel. Og samtidig anklager ham for at udføre såkaldt negging.

- Rakke dig ned en smule? Har Danny lige indrømmet, at han laver negging?, skriver en bruger.

- Danny er den første fyr, der er trådt ind i villaen, som rent faktisk skræmmer mig. Den måde, han er besidderisk på over for Lucinda, er uhyggelig. Han stinker af giftighed, skriver en anden.

Men hvad betyder det at udføre negging, som der diskuteres flittigt på nettet i disse dage?

Det kan psykolog Thomas Markersen, der til daglig arbejder med parterapi, singlecoaching og kærlighed, svare på.

- Negging handler om, at du skal samles op af den, som fornedrer dig, siger han og uddyber:

- Hvis Karl siger til Yvonne, at hun er smuk, selvom hun er lav, så er der tale om negging. Yvonne føler sig lidt ramt, og derfor vil hun gerne samles op af Karl, hvilket betyder, at hun bliver tiltrukket, fordi hun bliver "godkendt" trods sin "fejl".

I 'Love Island'-eksemplet mener Thomas Markersen helt sikkert, at deltageren Danny Bibby udfører negging på partneren Lucinda Strafford.

- Hans udtalelse har nemlig en dobbeltkvalitet i sig. Han kalder hende en lille Lamborghini, hvilket er et billede på det, han synes, er det mest fantastiske. Men samtidig siger han, at den ikke rigtig duer.

- Han giver hende et billede af at være fantastisk, men med fejl. Og det er kun ham, der kan reparere fejlen.

Scoreteknik, der ændrer magtbalancen

Ifølge Thomas Markersen kan en af konsekvenserne ved at blive udsat for negging være, at man mister noget af sin selvtillid.

- Det forskubber magtbalancen. Fra en kvinde, der hviler godt i sig selv, til en kvinde, der pludselig kan mærke, at hun ikke er god nok.

- Vi har alle sammen behov for positiv selvagtelse, og den, der tager point fra os, giver os en ubalance i vores selvopfattelse. Det er ubehageligt, og derfor forsøger vi at genoprette den.

At Thomas Markersen konsekvent omtaler ofrene for negging som kvinder er ikke nogen tilfældighed. For negging er ifølge psykologen en konkret teknik i scoremiljøet, som primært går fra mand til kvinde.

- Mænd kan ikke tåle at blive udsat for negging, fordi de har et meget stort behov for at føle stolthed hele tiden, siger han.

Spørgsmålet er så, hvor udbredt scoreteknikken er herhjemme. Den findes helt sikkert, mener Thomas Markersen, men han vurderer ikke, at negging er udbredt.

- Det er meget svært at udføre negging. Det gør man ikke fra den ene dag til den anden. Så dumme er kvinder ikke. Dem, der kan lave negging, har øvet sig på det.

- Og for at komme ind i det felt, hvor du kan udføre negging, skal du være så tilpas charmerende, at kvinden overgiver sig til dig, og det kan alle mænd langt fra, siger han.

Start-castet i den aktuelle britiske sæson af 'Love Island', som op mod fem millioner briter følger med i disse uger. (© ITV)

Det er ikke kun debatten om negging, der har bragt Danny Bibby i vælten.

Han har nemlig allerede været ude at undskylde for en anden episode, efter han gjorde entré i programmet i sidste uge.

Det er nemlig kommet frem, at han i 2019 skrev "n-ordet" på Instagram. Noget, som han, straks efter det kom frem, undskyldte for.

- Jeg mente intet ondt med min kommentar overhovedet. Jeg er ikke racist, og det er uacceptabelt sprogbrug. Det var ikke min mening at såre nogen. Jeg føler, jeg har lært af mine fejl, og jeg vil aldrig bruge det ord igen.

- Jeg er et godt og kærligt menneske, og det kommer I forhåbentlig til at opleve i løbet af programmet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk