Den dystre side af Disney

Nyt Disney-spil viser hidtil ukendte dystre sider af Mickey Mouse. Den populære mus er nemlig skyld i andre figurers ulykke og glemsel.

Mickey Mouse. Disneys højtelskede og multimilliard-indtjenende ikon.

Han er farverig, munter, hjælpsom og altid i solstrålende humør. Men denne gang lurer der mørke skyer i horisonten. Det trækker op til et uvejr, der vil sætte Disneys dyder på den anden ende.

Det længe ventede Disney spil "Epic Mickey" udkommer til Nintendo Wii fredag d. 26 november, der meget passende er Black Friday i USA - dagen efter Thanksgiving. For det ser vitterligt sort ud for Mickey Mouse i hans nyeste eventyr, der modigt tager fat i Disneys dystre og glemte sider.

Et sted for Disnyes glemte figurer

Forestil dig, at Tim Burton eller Guillermo Del Toro fik lov til at redesigne Disney World efter deres krøllede hjerner, og du har fat i noget af det rigtige. Den forunderlige verden, som Mickey varsomt træder ind i, "Epic Mickey", er alt andet end pangfarvet og munter. Den er mørk, dyster, skæv og skræmmende. Som et forvrænget billede af det Disney imperium, som Mickey fløjtende spankulerer rundt i til dagligt sammen med Anders And, Fedtmule og alle de andre.

Grunden til dette mørke er ret unik. Verdenen i "Epic Mickey" er nemlig hjemstedet for Walt Disneys glemte karakterer. Alle de stakkels sort hvide versioner af Klaus Krikke, Nora Malkeko og Sorte Per m.fl., der for længst har udspillet deres rolle i Disneys tidlige tegnefilm og aldrig fik en plads i rampelyset, da Mickey, Anders og Fedtmule trådte ind i farvefilmen og blev endnu større megastjerner.

Lederen af denne forhutlede samling glemte tegnefilmskarakterer er den mest oversete af dem alle: kaninen Oswald. Den oprindelige udgave af Mickey.

Oswald er den oprindelige Mickey

Oswald the Lucky Rabbit stammer helt tilbage fra Walt Disneys unge år - før Mickey og før Snehvide tog verdenen med storm. Vi skal tilbage til 1920erne, hvor Oswald blev skabt som tegnefilmskarakter til Universal studierne af Walt selv og animatoren Ub Iwerks.

Selvom Oswald fik tilnavnet 'Lucky' har der dog ikke været meget held ved den kære kanin, der i dag mest anses som en central fodnote i tilblivelsen af Mickey Mouse, da de visuelt og karaktermæssigt minder meget om hinanden.

Man forstår godt grunden til Oswalds misundelse og lyst til at være en af de store. Han var det jo næsten dengang for mange, mange år siden. Denne jalousi er netop kimen i "Epic Mickey". At vise Mickey Mouse, og derigennem spilleren, et unikt og anderledes syn på Disney-imperiet og dermed sætte fokus på de glemte karakterer og den mere dystre og knap så glorværdige side af Mickey-mønten. For hvor der er lys, er der også mørke.

Mickey skyld i andre ulykke

Det er oven i købet Mickeys skyld, at de glemte karakterer nu lever i endnu mere armod. Oppe fra den virkelige Disney verden kom Mickey nemlig til at hælde fortyndervæske ud over deres land, der var manifesteret på et magisk kort.

Farve og fortynder har det rigtig skidt sammen, og det er nu Mickeys opgave at svinge penslen, gøre bod på sine ugerninger og i processen blive konfronteret med Disneys skyggesider og sin egen glemte fortid.

"Epic Mickey" er designet af den skelsættende spilskaber, Warren Spector, der er kendt for sine prisvindende og konsekvenstunge spil, som f.eks. sci-fi eventyret "Deus Ex" og snige-spillet "Thief". Warren Spector og hans hold har haft ubegrænset adgang til Disneys skatkamre, så der er ikke sparet på noget.

Disneys fremtid hviler på musen skuldre

Der er ingen tvivl om, at "Epic Mickey" viser Disneys maskot og hele Disney universet fra nye ukendte sider. Det vil helt sikkert klæde Disney, og mon ikke der venter alverdens spillere og Disney-fans en oplevelse, der lever op til spillet titel: episk.

"Epic Mickey" er samtidig et af Disneys sidste helt store statsninger på spilmarked, da koncernen netop har valgt at skære kraftigt ned på midlerne til spiludvikling. I løbet af de sidste par år har Disney tabt omkring en halv milliard på deres spiludgivelser, og i år har indtil videre kun "Toy Story 3" spillet været en salgssucces, mens andre Disney-titler, som f.eks. bilspillet "'Split Second: Velocity" har været en finansiel fiasko.

Der hviler med andre ord et stort ansvar på Mickeys animerede skuldre.

Facebook
Twitter