Den italienske forfatter, klovn og nobelprismodtager Dario Fo er død

Den italienske multikunstner, der i 1997 modtog Nobelprisen i litteratur, blev 90 år.

- Han var en teatermand, der fik Nobelprisen i litteratur, hvilket er temmelig atypisk, og det siger noget om hans vigtige rolle inden for teater, siger vært på Skønlitteratur på P1, Klaus Rothstein, om Dario Fo. (Foto: Gabriel bouys © Scanpix)

Den italienske forfatter Dario Fo, der i 1997 modtog Nobelprisen i litteratur, er død.

Det oplyser den italienske regering.

Dario Fo lå på hospitalet i 12 dage frem til sin død, skriver den italienske avis Corriera Della Sera.

Fo, der blev født i byen San Giano i det nordlige Italien i 1926, blev 90 år gammel.

Rejse verden rundt med enmandsshow i 30 år

Historiefortællingen, der blev hans gebet, lærte han af sin bedstefar - en omrejsende sælger og omrejsende i røverhistorier, skriver BBC. Bedstefaren solgte grøntsager, og Dario Fo kørte med ham i ferierne.

Udover at være forfatter var Dario Fo også kendt som skuespiller, instruktør, politisk aktivist og selvudnævnt "proletariatets gøgler'. Han studerede ved Kunstakademiet i Milano i årene efter Anden Verdenskrig, men har ikke nogen egentlig teateruddannelse.

Alligevel er det hans politiske teaterstykke 'En tilfældig anarkists hændelige død' fra 1970, som han er bedst kendt for. Stykket, der er blevet opført i mere end 40 lande, bliver betragtet som en klassiker inden for det tyvende århundredes teater.

Men også monologerne 'Mistero Buffo', som han rejste rundt og opførte i hele verden fra 1969 til 1999, regnes blandt Dario Fos hovedværker.

Siden 1986 har Fo desuden sat en række Rossini-operaer op, blandt andet 'Barberen i Sevilla', 'Italienerinden i Algier' og 'Rejsen til Reims'.

Der er dog ikke kun skulderklap og ros til Dario Fo, skriver Ritzau. Særligt i Italien har hans udbasunerende venstreorienterede satire i et halvt århundrede resulteret i kritik og had fra politisk side. Fra højreorienterede grupper og den italienske mafia har hans indsats medført deciderede dødstrusler.

Dario Fo var også i Danmark populær for sine teaterstykker. Her ses han på besøg på Folketeatret i 1996. (Foto: BENT MIDSTRUP © Scanpix)

Dario Fos kone gennem 59 år, Franca Rame, var også politisk aktiv. Hun var skuespiller og optrådte ofte i sin mands stykker, skriver BBC. Hun døde i 2013.

Hans sidste bog havde dansk islæt

I Danmark har Dario Fos teater været populær siden 1960'erne - især i det politiske teaters glansperiode i 1970'erne.

En af de sidste bøger, italieneren skrev, var et værk med en dansk vinkel, nemlig ’Der er en skør konge i Danmark’.

Bogen, der udkom sidste år, er ifølge forlaget "en fabulerende fortælling om de dramatiske begivenheder, der udspillede sig i 1700-tallet med kong Christian 7., Caroline Mathilde og Struense i hovedrollerne".

I 1951 mødte Dario Fo France Rame, som han blev gift med tre år senere. France Rame spillede med i flere af Dario Fos stykker. (Foto: STEFANO RELLANDINI © Scanpix)

Klaus Rothstein, der er vært på Skønlitteratur på P1, interviewede sidste år Dario Fo i København i anledningen af bogudgivelsen – og det var en fornøjelse, siger han.

- Han var jo tæt på de 90 år, men han var vital, selvom han tydeligvis også var helbredssvækket - på synet især, siger Klaus Rothstein.

- Men han var helt vildt engageret og havde den der smittende karisma, han var så berømt for.

At nyheden om Dario Fos død netop lander i dag, hvor Nobelprisen i litteratur uddeles, er pudsigt, bemærker P1-værten.

For lige netop i Nobel-sammenhæng var Dario Fo noget særligt, siger Klaus Rothstein;

- Han var en teatermand, der fik Nobelprisen i litteratur, hvilket er temmelig atypisk, og det siger noget om hans vigtige rolle inden for teater.

Facebook
Twitter