Den lille havfrue er atter vendt hjem

Den lille havfrue er fløjet hjem til Danmark efter at have gjort sin pligt på den danske pavillon på årets verdensudstilling i Shanghai i Kina.

Den lille havfrue er fløjet hjem til Danmark efter at have gjort sin pligt på den danske pavillon på årets verdensudstilling i Shanghai i Kina. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Det er dog først fra den 20. november, at turister og havfrue-entusiaster vil få mulighed for at opleve den berømte statue på sin vanlige plads på Langelinie i København.

Statuen har været centrum i den danske pavillon ved årets verdensudstilling, Expo 2010, hvor der udover den berømte turistattraktion har været fokus på for eksempel bycykler.

Ny sokkel til havfruen

Statuens rejsepartner, Jens Peter Munk, der er ansvarlig for alle monumenter i Københavns Kommune, har ifølge pressemeddelelsen ikke noget at udsætte på udlånet af havfruen.

- Alt er forløbet stille og roligt og efter planen. Hele udlånet af havfruen har været en stor succes uden nogen form for problemer, siger Jens Peter Munk og tilføjer:

- Nu har vi desuden mulighed for at give hende et nyt fundament at sidde på. Vi monterer en granitsokkel på havbunden, så vi er helt sikre på, at hun kan vende hjem til stabil og sikker grund.

Kilde: Ritzau