Den østrigske forfatter Peter Handke modtager årets Nobelpris i litteratur

Sidste års Nobelpris, der også er blevet uddelt i år, går til polakken Olga Tokarczuk.

Peter Handke er årets vinder af Nobelprisen i litteratur. (Foto: HERWIG PRAMMER © Scanpix)

Det bliver forfatteren Peter Handke, som modtager årets Nobelpris i litteratur.

Det har formanden for det Det Svenske Akademi, Mats Malm, netop meddelt.

Og den østrigske forfatter er ikke et overraskende valg, selvom han måske ikke har været blandt favoritterne.

Det siger Nanna Mogensen, der er vært på programmet Skønlitteratur på P1.

- Han er oppe i den tunge liga. Han har ikke været nævnt som en af favoritterne, fordi man troede, de ville give en af priserne til en med en anden hudfarve end hvid. Han er super interessant, men han er ikke nogen nem forfatter. Han er i den tunge liga rent intellektuelt, siger hun.

Men årets pris er ikke den eneste, der netop er blevet offentliggjort af Det Svenske Akademi i Børshuset i Stockholm.

Efter en voldtægsskandale samt en sag om læk af navne på prismodtagere besluttede Akademiet at sløjfe prisuddelingen sidste år.

Den polske forfatter Olga Tokarczuk har i dag fået tildelt sidste års Nobelpris i litteratur. (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Scanpix)

Derfor fik sidste års modtager også sin pris i dag, og her var det en af favoritterne, som løb med prisen, nemlig den polske forfatter Olga Tokarczuk.

Og hun er en intellektuel forfatter og vinder af andre store litterære priser, siger Nanna Mogensen.

- Hun har været på mange af litteraturkommentatorernes toplister.

- Det siger noget, at man giver en af dem til en kvinde

Ud af de i alt 114 personer, som har fået prisen tildelt, har blot 14 af dem været kvinder, så spekulationen i år har været, om mindst en af prismodtagerne skulle være en kvinde.

- Det siger noget, at man giver den ene til en kvinde. Man kunne næppe have givet begge til en mand. Hun er aktivist, og det passer meget godt, at den nye komite vælger en kvindelig forfatter, der er aktivist og intellektuel, siger Nanna Mogensen.

Hun tilføjer, at det er overraskende, at begge priser er gået til to hvide europæere.

- Mange havde tippet, at det skulle være Ngugi Wa Thiong’o fra Kenya, som fik prisen, fordi man tænkte, at det var en fra det afrikanske kontinent, der skulle have den.

Modtageren af den eftertragtede litteraturpris får blandt andet en medalje og et beløb på ni millioner svenske kroner.

Nobels litteraturpris er blevet uddelt siden 1901, og gennem tiden har der været tre danskere, som har modtaget den eftertragtede pris: Karl Gjellerup, Henrik Pontoppidan og Johannes V. Jensen.