Den store vinterferieguide: Det skal du opleve, spille og se

Vi har fået DR's egne eksperter til at give gode tips til, hvad man skal lave i vinterferien.

Jakob Stegelmann, Mette Hybel og Per Juul Carlsen giver her deres bedste tips til, hvad du skal bruge vinterferien på. (© dr)

Du kender det måske. Du har glædet dig til ferien, men du har haft så travlt, at du simpelthen ikke har kunnet overskue at finde ud af, hvad du skal foretage dig.

Du har måske mest lyst til bare at flade ud på sofaen og lade batterierne op, men venner og familie bliver ved med at bombardere dig med selfies fra de franske alper eller thailandske strande. Så du er næsten nødt til at opleve et eller andet.

Derfor har dr.dk fået nogle af DR's egne eksperter til at skrive gode tips til, hvad du kan bruge vinterferien på.

Og bare rolig, der er også tips, som ikke kræver andet, end at du strækker dig efter fjernbetjeningen.

Det skal du opleve - Mette Hybel

Kunstmuseet Arken i Ishøj - Aj hvor er det mærkeligt!

Patricia Piccinini, The Couple, 2018. Kan opleves på Arken. (Foto: Peter Hennessey © Drome Pty Ltd)

En udstilling, der appellerer til både store og små sjæle og ét af de steder, ungerne med garanti ikke vil kede sig lige nu, på kunstmuseet Arken i Ishøj.

Her udstiller den australske kunstner Patricia Piccinini virkelig mærkelige, foruroligende og alligevel dybt fascinerende muterede menneskevæsner. Det lyder uhyggeligt. Det er det ikke! Udstillingen er for alle, også de, der har dybere kendskab og interesse i denne helt specielle kunstner.

Mette Hybel er DR's kulturkorrespondent. Her guider hun til, hvilke kulturelle oplevelser, der venter i vinterferien. (© dr)

Det er som at gå rundt i en eventyrverden. De mystiske skabninger virker på trods af deres groteske udseende både kærlige og varme, man kan næsten ikke undgå at holde af dem. Her er virkelig noget til fantasien.

Og det er netop kunstnerens ønske, at man åbner alle sanser og lader sig rive med og måske forestiller sig verden på ny. Kunstneren sætter med udstillingen fokus på, hvordan vi lever og skaber relationer i en højteknologisk tid, hvor det naturlige og kunstige smelter sammen.

Odense Teater - Valgkamp og politikerlede

Det er noget helt særligt at sætte sig i et teatersæde og vide, at her har folk plantet deres dertil indrettede dybt i plyssæderne gennem hundreder af år. Og det har de på Odense Teater, der har rødder helt tilbage til 1796.

I vinterferien kan man komme bag om kulisserne på det fine gamle teater og for eksempel besøge det bugnende kostumeloft, hvor der hænger op mod 15.000 teaterkostumer, og også møde nogle af de ansatte og skuespillere, der fortæller om deres job på teatret.

Klaus Bondam har en af hovedrollerne i “Død over eliten”. (Foto: Emilia Therese © Odense Teater)

Og har man lyst til at gå ind og se en forestilling, er der noget at hente for både børn og voksne. Teatret spiller det yderst aktuelle stykke ”Død over Eliten”, der handler om to statsministerkandidater, der bekriger hinanden, mens politikerleden vokser og befolkningen vil have magten tilbage til - ja folket. Måske en god måde at varme op til det forestående folketingsvalg.

For de lidt mere eventyrlystne, er der forestillingen Mio, min Mio. Teaterstykket er baseret på Astrid Lindgrens roman af samme navn, der jo ligesom teatret er en gammel og elsket klassiker.

Tirpitz i Blåvand - Arkitektur i verdensklasse

Hvis man ikke har været der endnu, og vinterferien bringer dig i nærheden af Vestkysten nær Varde, så er det bare med at komme af sted til Tirpitz.

Næsten helt gemt under klitterne ved Vesterhavet kan man gå på opdagelse på museet Tirpitz, der netop har vundet USA’s største arkitekturpris 'Honor Awards for Architecture' for at være noget ”helt særligt på verdensplan.”

Tirpitz ligger godt glemt i klitlandskabet. (Foto: Mike Bink © Mike Bink)

Det er det danske arkitektfirma BIG, Bjarke Ingels Group, der har tegnet museet, der ligger nærmest skjult under sandet i det fredede klitlandskab ved Blåvand. Museet er forbundet med den gamle kanonbunker Tirbitz, som tyskerne byggede under Anden Verdenskrig.

Så hvad enten man er interesseret i arkitektur eller har lyst til at gå opdagelse i museets udstillinger om blandt andet Vestkystens historie, så er der virkelig noget at hente. Og så er der i øvrigt gratis adgang for alle under 18.

Det skal du spille - Jakob Stegelmann

Apex Legends er gratis at spille og et godt alternativ til Fortnite. (© EA)

Apex Legends - Kæmp for overlevelse

Alle spilproducenter prøver at lave deres eget Fortnite - og her er et sjovt alternativ til kæmpehittet.

Jakob Stegelmann har været vært på Troldspejlet i 30 år. Her giver han tips til, hvad du skal spille i vinterferien. (Foto: Ursula Rechnagel Taylor)

Apex Legends er et førsteperson-skydespil, hvor 60 mennesker bliver kastet ind på en stor bane, og den sidste overlevende vinder.

Det er fremagende lavet - og helt gratis. Der er lootboxes (virtuelle genstande der kan købes, red.) undervejs, så pas på. Men man kan spille det uden at bruge en krone.

Resident Evil 2 - Uhygge i vinterferien

I 1998 blev spillere verden over skræmt af Resident Evil 2 - og nu er det genudgivet med helt ny lyd og grafik.

Se traileren til spillet her - Advarsel: Ikke for sarte sjæle.

Et fantastisk nostalgisk gensyn med et vanvittig uhyggeligt zombie-spil, som udviklerne har genskabt - med så mange ændringer, at der også er gysende overraskelser for gamle fans.

Det skal du se - Per Juul Carlsen

Skuespillerinde Julia Roberts spiller hovedrollen i "Ben is back". (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

En tur i biffen - Ben is back

’Ben is Back’ er en virkelig vellavet film om en familie, der er blevet revet i stykker af den ældste søns stofmisbrug. Den er både et klassisk familiedrama og en gyser, hvor nutidens USA ligner et zombielandskab.

Per Juul Carlsen er er vært for Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag. (© dr)

Den er ikke bare spændende: Den giver os et meget intenst og konkret billede af en familie, der er revet i stykker, og det gør 'Ben Is Back' til en betydeligt mere original film end den følelsesfikserede 'Beautiful Boy', der fik dansk premiere for tre uger siden.

Det ligner en typisk køretur med en amerikansk familie – men så tager 'Ben Is Back' os godt nok med ud på en rejse.

En uge på sofaen - Babylon Berlin

Alle har set serien ’Babylon Berlin’ – og er helt oppe at flyve over den. Jeg har den endnu til gode.

Vi er i Berlin, 1929. Den pulserende tyske storby er et paradis for de feststemte og de kreative. Men bag den glitrende facade kæmper de fattige masser for et bedre liv, mens den politiske ekstremisme er i fremgang.

I 'Babylon Berlin' genskabes Berlin i de brølende 1920'ere, og det er den dyreste ikke-engelsksprogede dramaserie nogensinde.

'Babylon Berlin' kan streames gratis på DR TV. Du kan se den lige her.

Facebook
Twitter