Den vanvittige Netflix-serie 'Tiger King' stopper ikke med at chokere. Nu går politiet ind i sagen

Politiet får dagligt nye henvendelser på baggrund af 'Tiger King'.

Netflix-dokumentaren om tigerkongerne i USA har fået så stor opmærksomhed, at politiet i Florida nu går ind i en 23 år gammel sag. (© Dr)

Advarsel! Denne artikel indeholder spoilers!

Tro det eller ej. Udover corona er indespærrede kattedyr og en mand ved navn Joe Exotic de største samtaleemner i verden lige nu.

Og det er takket være den vanvittige Netflix-dokumentar 'Tiger King'.

Serien, som pt. er den mest streamede på Netflix både herhjemme og i USA, følger 'Tiger Kings' excentriske hovedperson Joseph Maldonado-Passage, aka Joe Exotic, som bruger hele sin formue og energi på at beskylde sin rival, Carole Baskin, for at have myrdet sin mand.

Joe Exotic er ikke 'bare' tigerkonge og ejer af sin egen tigerpark. Han folder sig også ud som countrysanger (selv om rettighederne til sangene vist er en helt anden historie) og har sin egen tv-kanal.

Det har i disse karantænetider fået nettet til at gå amok i memes og spekulationer om, hvad der egentlig skete med 'Tigerdronningen' Carole Baskins multimillionær-mand, der forsvandt sporløst i august 1997.

Og nu melder politiet i Florida, at de genåbner den 23 år gamle sag om Jack Donald 'Don' Lewis' forsvinden på baggrund af 'Tiger King'.

- Siden Netflix og coronavirus har gjort 'Tiger King' så populær lige nu, tænkte jeg, det var et godt tidspunkt til at efterspørge nye spor, lyder det fra sheriffen Chad Chronister i Hillsborough, Florida.

- Kun DU kan hjælpe med at opklare sagen om 'Jack 'Don' Lewis, står der i hans tweet, som er ledsaget af en ordentlig bunke hashtags.

På kort tid har det givet politiet mindst seks nye henvendelser om dagen, som de nu skal dykke ned i, skriver The New York Times.

- De sidste 48 timer har været vanvittige. Vanvittige!, siger sheriffen ifølge The New York Times.

Raser over Netflix-serien

Det har de sidste døgn uden tvivl også været for Carole Baskin, som tirsdag gik til tasterne for at skrive et harmdirrende indlæg på sin hjemmeside 'Big Cat Rescue'. Her raser hun over Netflix-serien, som hun troede havde til formål at afsløre, hvor slemt tigerunger har det i andre tigerparker i USA.

Dyreaktivist Carole Baskin er ejer af Big Cat Rescue og siger nu, at hun blev lokket til at deltage i Netflix' dokumentar på andre præmisser, da hun blev spurgt for fem år siden. Det har hun nu skrevet et rasende blogindlæg om. (© Scanpix)

Hun afviser i sit blogindlæg alle beskyldninger om, at hun har en finger med i sin mands forsvinden. Og hun beskylder Netflix-serien for at bruge "løgne og sensationer" for at få flere seere.

"Det er en forskruet verden"

Men hvis hun har ret, hvorfor reagerer politiet så på bagrund af en Netflix-serie, når sagen nu engang var lukket?

Det har vi spurgt film- og serieekspert Frederik Dirks Gottlieb om.

Frederik Dirks Gottliebs er film- og serieekspert. Han er også radiovært på 'I røven af' på P3, som går bag om dokumentar- og fiktionsserier. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Dr)

- Vi har set det før med true crime-serien 'Making a murderer' som bedste eksempel, og jeg tror, vi vil se det i stigende grad fremover. 'Tiger King' er den største serie i USA i øjeblikket, så politiet må opleve et kæmpe pres fra alle sider om at genåbne sagen.

- Der er også noget popularitet at vinde i det her for politiet, for nu lægger alle mærke til, at de går ind i sagen.

- Og så er der selvfølgelig også det, at når 'Tiger King' får så meget opmærksomhed, kan politiet reelt nå ud til mange flere end dengang. Så det kan være, det her kan lede til nogle rigtige spor i sagen.

Joe Exotics musikvideo på Youtube 'I Saw a Tiger' er på få dage gået fra en kvart million visninger til næsten to millioner takket være Netflix-serien. Nu er der dog opstået tvivl om, hvem der egentlig står bag sangene.

Så er det jo supergodt, at dokumentarserier kan få politiet til at kigge på gamle sager?

- Ja, men det er også på mange måder en forskruet verden, hvis det kræver en underholdende popcornbasker, før en sag bliver taget op igen.

- Det er problematisk, fordi vi jo alle bliver revet med på instruktørens mavefornemmelse. Det er jo en genre, der piller ved virkeligheden, og derfor skal vi også huske at forholde os kritisk til de her dokumentarer. Det glemmer man lidt, når man bliver revet med af en dramaturgisk, velfortalt historie som 'Tiger King'.

Hvordan kan serien få så mange til at gå op i sagen?

- Det, der fanger os alle, er den her underdog Joe Exotic. Det er fortællingen om en mand, der er udstødt og en weirdo. Han rummer det hele; er ond, god, likable, egoistisk og barnlig. Og så er hele den her subkultur med tigerparkerne dybt fascinerende.

- Midt i serien sniger der sig pludselig en true crime under vesten på os, som gør, at vi bliver hængende til sidste afsnit. Det er fuldstændig genialt.

Har coronatiden nogen effekt på 'Tiger Kings' popularitet?

- Uden tvivl. Denne dokumentar er kommet på et tidspunkt, hvor verden næsten ikke er til at genkende i forvejen, og så er det en perfekt flugt ind i det her mystiske univers.

- Og så har folk mere tid til at se alle afsnittene, researche selv og gå på Twitter. Jeg har set folk i alle aldersgrupper, der synes, det her er fantastisk. Det er lang tid siden, vi har set noget, der er så stort.

FacebookTwitter