Denne fyr spiller på Strøget trods udsolgte koncerter

Engelske Passenger, der spiller en udsolgt koncert på Vega, har gjort det til sit varemærke at spille gratis for folk på Europas gader - også i København.

Passenger, der hedder Mike Rosenberg uden for musikkens verden, bruger kun de sociale medier på nettet som supplement - den mest effektive og ærlige vej til nye fans er ved at spille på gaderne, siger han.

Som musiker er der mange måder at komme i kontakt med publikum på. Man kan lægge videoer på YouTube, skrive opdateringer på Facebook og udveksle skriverier med fansene på Twitter.

Men man kan også bare stille sig op på Strøget og synge for alle, der gider lytte. Også selvom man har en udsolgt koncert i den danske hovedstad dagen efter.

Sådan gør den britiske sanger og sangskriver Passenger med det borgerlige navn Mike Rosenberg. Han spiller en udsolgt intimkoncert på spillestedet Vega onsdag aften. Her var han også i marts, men dengang varmede han op for Ed Sheeran.

"Folk sagde vi sku' holde op"

Nu er han selv hovednavnet og lidt af et tilløbsstykke, hvilket han også var tirsdag, da han spillede for tilfældige og forbipasserende københavnere udover de glade fans, der ikke havde fået billet til Vega.

- Det var faktisk lidt svært i København, for det er noget med, at man ikke må optræde på gaden før efter klokken 17. Så der var nogle, der sagde vi skulle holde op, men til sidst gik det fint og vi spillede i et par timer, fortæller Passenger til DR Kultur.

Overrasket over dansk opbakning

Han turnerer verden rundt og har de seneste mange uger - ud over udsolgte koncerter - spillet gratis på gader og pladser i de europæiske storbyer.

- Nogle gange skriver jeg på Facebook, at vi spiller på gaden og så kommer der en 3-4 stykker. Men der kom overraskende mange i København, så det var super fedt, siger Passenger, der udgav sit seneste album "All The Little Lights" tidligere i år.

En sandwich og en cd, tak

Og britens hang til at gribe guitaren ude blandt handlende på hovedgaderne i alverdens byer er ikke ny. Tværtimod. Og der er en helt særlig grund til, at han gør det endnu, selvom han klarer sig godt nu:

- I begyndelsen var det, fordi jeg manglede penge - du ved, den klassiske musikerhistorie. Men så jeg fandt ud af, at det er et fantastisk middel til at skaffe mig nye fans. Du ved, folk der bare er på vej hen for at købe en sandwich og så stopper de op og lytter og måske køber de min cd, siger han begejstret og konkluderer selv:

- Så det er egentlig bare blevet den måde, som jeg turnerer på. Det giver selvfølgelig lidt penge i kassen, men det er samtidig en meget ærlig og personlig måde at få musikken ud blandt folk på, siger Passenger.

Han mener selv, at det er derfor, at han er begyndt at sælge flere albums og at mange af hans koncerter i både Europa og Australien er udsolgte.

Passenger spillede gratis på Strøget før sin Vega-koncert i København - og det var noget af et tilløbsstykke (Foto: Stu Larsen)

Passenger spillede gratis på Strøget før sin Vega-koncert i København - og det var noget af et tilløbsstykke

Facebook
Twitter