Der er Lego og Carlsberg. Og så er der Helena Christensen: Danmarkshistoriens største topmodel fylder 50

Helena Christensen var med til at skabe begrebet supermodel og har haft stor betydning for dansk mode og kultur, siger modeekspert.

Hendes karriere startede i 1986, hvor hun med skulderlangt, bobbet hår vandt Miss Danmark og fik en præmiecheck på 30.000 kroner med Hellerup Bank som sponsor.

Siden blev Helena Christensen udpeget af New York Times som en af de syv mest storslåede supermodeller i verden sammen med Linda Evangelista, Christy Turlington, Cindy Crawford, Naomi Campbell, Elle Macpherson og Claudia Schiffer.

Og hun blev nærmest dyrket som en helgen for sin skønhed i Chris Isaaks ikoniske sang 'Wicked Game' fra 1990, som flere gange er blevet kåret som en af de mest sexede musikvideoer.

Desuden har hun været kæreste med INXS-forsangeren Michael Hurtchence og skuespilleren Norman Deedus, som du måske kender fra tv-serien 'The Walking Dead'.

I dag fylder den danske model og fotograf 50 år. Og ifølge DR-vært og modeekspert Chris Pedersen er hun et af de helt store skandinaviske brands på linje med Carlsberg og Lego.

Se billederne og få historien om danskeren, der er Danmarks største modelikon – fortalt af Chris Pedersen.

Miss Danmark i 1986

Helena Christensen (tv.) deltager her til den Miss Universe, der blev holdt i Panama i 1986. Helena Christensen, der har en dansk far og en peruviansk mor, ses med andre deltagere i konkurrencen. (© Scanpix)

- I 1986 vandt hun Miss Danmark. Det er her, hendes karriere begyndte, og faktisk var hun en lidt anderledes type, der vandt. Her i Danmark dyrkede vi meget det blonde pigeideal, men Helena Christensen var den her eksotiske skønhed, der dukkede op.

Blev supermodel

Helena Christensen, da hun var på catwalken i Paris for Gianni Versace. (Foto: SVEND ÅGE MORTENSEN © Scanpix)

- I midt-90'erne blev hun for alvor international, da hun kom på forsiderne på blandt andet Vogue. En af fotograferne, der tog billeder af hende, var Peter Lindbergh, der på det tidspunkt var en af de største fotografer.

- Det var modeskaber Gianni Versace, der var med til at skabe supermodel-begrebet, men det var først, efter Peter Lindbergh tog billeder af hende, at hun blev en del af supermodel-slænget.

- Supermodellerne blev for første gang i modelhistorien en del af popkulturen, hvor de datede superstjerner. For eksempel var Cindy Crawford sammen med skuespilleren Richard Gere. Pludselig kunne de her supermodeller ofte tjene lige så mange penge som deres mand eller kærester gjorde – og det var noget helt nyt på det tidspunkt.

Var sammen med kendt forsanger og skuespiller

Michael Hutchence og Helena Christensen i Monaco. (© REUTERS/Scanpix)

- Helena Christensen var i et forhold med Michael Hutchence, der var forsanger i INXS. Dermed blev de et stjernepar, ligesom Cindy Crawford var det med Richard Gere.

Skuespilleren Norman Reedus og Helena Christensen på Rigshospitalet, efter hun havde født i 1999. (© Scanpix)

Var med i sexet musikvideo

(© Globe Photos)

- Musikvideoen til Chris Isaaks nummer 'Wicked Game' er flere gange blevet kåret som en af de mest sexede musikvideoer i verden, og det skyldes Helena Christensen. Hele videoen er én stor hyldest til hende og hendes ansigt. Videoen var med til at gøre hende til et ikon, og på det tidspunkt kunne man ikke nå højere.

Se musikvideoen her.

Victoria Secret-model

Helena Christensen under et Victoria's Secret-show i New York. (© Getty Images)

- Helena Christensen var model for Victoria's Secret i midten af 90'erne. Victoria's Secret var noget af det største, man på det tidspunkt kunne opnå, fordi det henvender sig til det lidt bredere publikum. På den måde blev hun en superstjerne, som appellerede til endnu flere.

Med i 20 års-fejring for stor modeskaber

Carla Bruni, Claudia Schiffer, Donatella Versace, Naomi Campbell, Cindy Crawford og selvfølgelig Helena Christensen. (© Scanpix)

- Helena Christensens modelkarriere røg lidt i anden række, og i stedet blev hun fotograf. Men så dukkede hun op på forsiderne igen, og sidste år - i forbindelse med 20-året for Gianni Versaces død - blev hun inviteret til et show af Donatella Versace. Her kom alle de store supermodeller ind på scenen sammen med Donatella Versace, efter showet var færdigt.

Uofficiel ambassadør for dansk design og kultur

Helena Christensen sammen med modeskaberne Karen Munthe og Naja Simonsen i 2003. (© Scanpix)

- Helena Christensen har haft ekstrem stor betydning for dansk mode og kultur. Hun blev et symbol på den danske boheme-stil, der er kendetegnet ved at være lag-på-lag og lige så godt kunne være genbrug, men har et dyrt mærke i nakken.

- I starten af 00'erne var hun med til at gøre dansk mode international, og hun var med til Munthe plus Simonsens første show i Paris. Og så har hun åbnet en butik i New York, hvor der bliver solgt dansk design.

Helenas gave er … at hun kan holde sin kæft

- Kate Moss har udtalt: 'Never complain, never explain' - og det er også en af årsagerne til Helena Christensens succes. Helena Christensen kan finde ud af at holde kæft.

- Der er noget mystik over en virkelig smuk model, og den mystik kan forsvinde, hvis de åbner munden for meget.

- Helena hader at lave liveinterviews på tv, og det er ikke mere end to år siden, hun kom på Instagram. Det har betydet, at hun har beholdt noget af mystikken, som mange andre ikke er lykkedes med.

Facebook
Twitter