Designer kæmper mod for tynde modeller

Susanne Rützou fravælger bevidst for tynde modeller til sine modeshows. Men modelbureauerne har ansvaret for pigerne, siger modeekspert Jim Lyngvild.

DR-programmet Bag Facaden: Syge modeller, der bliver sendt torsdag aften, sætter fokus på de mange, meget tynde modeller i den danske modebranche.

Programmet har været i kontakt med flere tidligere modeller, der fortæller om deres problemer med spiseforstyrrelser, og var også med under den sidste københavnske modeuge i august 2010. Der lavede redaktionen bag programmet en BMI-test på 28 danske modeller, som viste, at kun én var normalvægtig, mens 27 var undervægtige.

Men selvom langt de fleste danske designere gør brug af de uhyggeligt tynde modeller, er der også enkelte, som bevidst sier de for tynde modeller fra.

En af dem er designeren Susanne Rützou.

- Jeg er simpelthen ikke interesseret i, at pigerne er for tynde. Det er ikke noget, vi ønsker at signalere, og desuden er det heller ikke godt for mit design. De kan simpelthen ikke passe tøjet, siger hun til DR Kultur.

Laver tøj i "menneskelig størrelse"

Susanne Rützou afholdt sit modeshow onsdag aften, og her gik modellerne rundt i tøj i størrelse 38. Så store var modellerne, der bar det dog ikke, da de danske modelbureauer ifølge Susanne Rützou ganske simpelt ikke har så store modeller i deres stald.

Alligevel har hun valgt at producere sit tøj i størrelse 38, så kunder i løbet af modeugen har mulighed for at prøve tøjet i det, hun kalder for "en menneskelig størrelse".

- Jeg tilstræber altid at lave tøj til rigtige mennesker uden, at det skal forstås alt for fodformet. Mit idealbillede er ikke noget, der minder om sådan, som en anoreksiramt kvinde ser ud. For tynde modeller svarer slet ikke til det udtryk, jeg har haft med kollektionerne, siger hun.

I stedet vælger Susanne Rützou modeller, der ser sunde ud, og som virker velfungerende.

Indførte krav om minimumsvægt

Problemet med de mange meget tynde modeller er ikke nyt. I 2006 indførte Spanien eksempelvis krav om, at modeller med et BMI-tal mindre end 18,5 ikke måtte arbejde under modeugen. Det skete efter, at flere modeller rundt om i verden var døde af anoreksi.

Siden da har det set ud til, at det skelettynde image har været på vej retur. Sidste år blev der eksempelvis skrevet flere artikler om, at et nyt skønheds ideal med plads til bag og barm var på vej tilbage til catwalken efter, at designere som Prada og Luis Vuitton var begyndt at vælge mere fyldige modeller.

Dengang sagde Uffe Buchard til DR Kultur, at "selvfølgelig forventer jeg også at se den nye modeltype til denne modeuge i København".

Større skønhedsideal nåede ikke Danmark

Men de mere fyldige modeller dukkede ikke op på modeugen. Og det gør de stort set heller ikke i modeugen, der blev skudt i gang i onsdags - hvis man ser bort fra designere som Susanne Rützou. Det er Danmark simpelthen et for lille modeland til, mener Jim Lyngvild, der er designer og modekommentator.

- Den trend kommer ikke til Danmark. Vi har ikke så mange forskellige modeller. Vi har ganske simpelt ikke 20 modeller med bag og barm eller 20 modeller, der er fyldige på en anden måde. Der er ikke marked for det i Danmark. Modelbureauerne vælger dem ikke, siger han til DR Kultur.

At der alligevel findes en designer, der som Susanne Rützou gør sig nogle tanker omkring, hvilket signal hun udsender med sit valg af modeller, tror Jim Lyngvild kan have stor betydning.

- Det betyder enormt meget, at Susanne Rützou fravælger for tynde modeller. For så bliver de, der laver hendes show, jo nødt til at finde modeller, der svarer til hendes krav. Det er virkelig godt, at hun tager stilling til det. Ofte er designerne ligeglade. De vasker tit hænder i det her game, siger han til DR Kultur.

Designerne ønsker ikke anorektikere

Det overordnede ansvar for de meget tynde modeller mener Jim Lyngvild dog ikke hviler på designerne.

- Det er modelbureauerne, der har ansvaret for pigerne. Der er jo ikke nogle designere, der siger: "vi vil gerne have nogle modeller, der ser anorektiske ud". Men bureauerne vælger dem ud, og fra designernes side kræver det meget menneskelighed og overskud at sige imod og fra over for de modeller, som bureauerne sender til designerne, siger han.

DR1 sender i aften klokken 20 programmet Bag Facaden: Syge modeller.