'Det er alt, alt for sent': Frustrerede festivaler er skuffede over genåbningsplanen

Festivalerne efterlyser en klar udmelding fra politikerne.

Roskilde Festival planlægger videre, selvom festivalerne ikke er nævnt i genåbningsplanen, der blev præsenteret sent mandag aften. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Ritzau Scanpix)

I går udtalte Roskilde Festivals administrerende direktør, Signe Lopdrup, at det var ved at være "allersidste udkald" i forhold til at planlægge sommerens festivaler.

Sent mandag aften kom der så endelig en genåbningsplan.

Planen nævnte dog intet konkret i forhold til sommerens mange festivaler, der dermed er efterladt i et limbo ganske få måneder inden, de – efter planen – skal løbe af stablen.

Signe Lopdrup er dog fortrøstningsfuld i forhold til den kommende udgave af Roskilde Festival.

- Det er positivt, at der endelig er kommet en lidt mere langsigtet plan. Selv om den ikke siger noget om muligheden for store arrangementer, kan vi ikke se det som andet end udtryk for, at der stadig er en tro på, at det kan lade sig gøre at holde festival til sommer, udtaler hun i en skriftlig meddelelse.

- Hvis ikke, går jeg ud fra, at vi havde fået at vide, at det ikke ville være muligt. Så vi fortsætter planlægningen med fornyet intensitet – ellers løber tiden simpelthen fra os.

Partierne bag genåbningsplanen har aftalt, at regeringen nedsætter en såkaldt hurtigtarbejdende ekspertgruppe i forbindelse den videre planlægning af "større forsamlinger og arrangementer".

Den gruppe skal sammen med relevante myndigheder midt i april komme med forslag til, hvordan de større forsamlinger og arrangementer kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt.

Med andre ord: Ingen konkrete udmeldinger om sommerens festivaler endnu.

I den forbindelse lægger Signe Lopdrup ikke skjul på, at det på nuværende tidspunkt ville have været "bedre med en tydeligere plan og udmelding, der allerede nu viste vejen hen mod sommerens begivenheder".

- Det havde været mere hensigtsmæssigt for alle – ikke mindst i forhold til at sikre en ansvarlig planlægning.

Efter planen finder Roskilde Festival sted i dagene 26. juni til 3. juli.

Hvorvidt det bliver muligt at stå klumpet sammen foran én af landets mange festivalscener til sommer, bliver vi først klogere på midt i april. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Ritzau Scanpix)

'Vi har bedt om at blive en del af løsningen i mange måneder'

Hos Smukfest, der skal indtage bøgeskovene ved Skanderborg i dagene 4. til 8. august, fortsætter man også planlægningsarbejdet ufortrødent.

Det fortæller Søren Eskildsen, talsmand for Smukfest.

- Vi er skuffede over, at vi ikke er nævnt i genåbningsaftalen, men det gør jo, at vi ikke kan gøre andet end det, vi er blevet bedt om. Og det er at fortsætte vores planlægningsarbejde.

Søren Eskildsen efterlyser, at man nu inddrager festivalerne i den hurtigtarbejdende ekspertgruppe, der midt i april skal komme med forslag til, hvordan større forsamlinger og arrangementer kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt.

- Vi har bedt om at blive en del af løsningen i mange måneder. Det har vi efterlyst, fordi vi har ekspertisen til at håndtere store menneskemængder. Det er godt, at ekspertgruppen nu er blevet nedsat, men det burde være sket for mange måneder siden.

- Vi har behov for at kende de helt præcise vilkår for, hvordan vi kan fortsætte vores planlægning ansvarligt. Vi fik at vide, at der nok ville gå 14 dage efter den politiske aftale, før vi havde en endelig udmelding i forhold til sommerens festivaler, så vi har en stor forventning om, at det lander meget snart.

Har I tid nok til at planlægge Smukfest?

- Vi ligger sidst på festivalsæsonen, så ja, det har vi. Alt, hvad der kan gennemføres, skal gennemføres. Og det er også det, politikerne signalerer med den arrangørhjælpepakke, der lige er faldet på plads. Det er det sikkerhedsnet, der griber os, hvis vi senere skulle blive aflyst.

Festivalerne er ikke nævnt i genåbningsplanen, men planlægger ufortrødent videre. Sæsonens første festivaler finder efter planen sted i slutningen af maj. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

En frustrerende pause

Hos Dansk Live, der er en interesseorganisation for danske spillesteder og festivaler, er man positiv over, at politikerne gerne vil sikre, at så meget som muligt kan lade sig gøre, fortæller sekretariatschef Esben Marcher.

Han er dog samtidig frustreret over den hurtigtarbejdende ekspertgruppe:

- Det skaber stor frustration rundt omkring hos festivalerne, fordi man havde håbet, der ville komme en udmelding og, om ikke andet, indikationer på, hvad der kan lade sig gøre. For hvis der skal restriktioner ind på en festival, så skal man indtænke det i hele planlægningen, siger han og uddyber:

- Det er en frustrerende pause at stå i, som reelt ikke ændrer så meget for festivaler, der endnu engang skal væbne sig med tålmodighed.

I modtsætning til Søren Eskildsen fra Smukfest mener Esben Marcher ikke, at det er tids nok, hvis der kommer en endelig udmelding vedrørende festivalerne midt i april.

- De første festivaler ligger i slutningen af maj, og det tager fem til syv uger at bygge en festival på fuld skala. Og man skal forhåbentligt ikke ende med at gøre klar til en festival, som så bliver aflyst. Det er alt, alt for sent, desværre. Det må vi bare sige.

Tror du, der kommer festivaler til sommer?

- Jeg tror stadig på, at der sagtens kan komme festivaler. Det kan bare ende i en situation, hvor festivalerne bliver så udfordret på planlægningstid og bemanding af frivillige, at det bliver meget svært at få det til at lykkedes, siger Esben Marcher og slutter:

- Det ville gavne arrangørerne at have noget mere konkret at navigere efter.

Heartland Festival ønsker ikke at kommentere genåbningsplanen på nuværende tidspunkt, oplyser de i en sms.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk