'Det føltes som en moderne hekseafbrænding': Marianne og Amalie stod midt i det hele, da DR-program blev ramt af shitstorm

Kvinderne bag astrologi-podcast frygter, at det igen bliver tabubelagt at være spirituel.

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Det skabte stor debat, da DR3 i august lancerede datingprogrammet 'Matchet på Mælkevejen'.

I både aviser og på de sociale medier stod kritikerne i kø med deres kritik af, at deltagerne i programmet er blevet matchet ud fra deres fødselshoroskoper, og DR selv så sig nødsaget til at korrigere en række formuleringer i forbindelse med lanceringen af programmet.

Midt i det hele stod Amalie Bendixen og Marianne Gellert, der er kendt for deres astrologi-podcast 'Astropod', og som af DR var blevet hyret til at sætte deltagerne sammen i par og agere eksperter undervejs i forløbet.

Forud for premieren var de to astrologi-interesserede podcastindehavere forberedte på, at programmet kunne komme til at vække harme. Men de blev alligevel overraskede over hvor stor en shitstorm, de pludselig befandt sig i, da programmet gik i luften.

- DR sender allerede 'Gift ved første blik' - et datingprogram med arrangerede ægteskaber. Og på TV2 har man datingprogrammet 'Bachelor', hvor det nærmest er bigami, altså flerkoneri, med én mand og mere end 20 kvinder. Så i forhold til det tænkte jeg, at astrologi måtte være lidt ufarligt - i hvert fald fra mit perspektiv, siger Amalie Bendixen i dag.

Badet i kærlighed - og sure politikere

At ikke alene programmet, men også troen på astrologi generelt kunne sætte kommentarspor og klummer i flammer, kom også bag på Amalie Bendixen og Marianne Gellert.

De oplever nemlig, at det er blevet mere socialt acceptabelt - for ikke ligefrem at sige in - at dyrke astrologien.

- Vi har ikke lavet programmet for at missionere eller for at belære folk. Vi er her, fordi vi selv synes, det er sjovt, siger Amalie Bendixen (tv.). (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Og de føler da også, at programmet har givet genklang blandt mange seere.

- Det har været en meget skizofren periode. Når man åbnede sin indbakke om morgenen, fik man et love shower (badet i kærlighed, red.). På Instagram modtog vi kun kærlighed, og folk var helt oppe at køre, siger Marianne Gellert.

- Og bagefter skulle man forholde sig til sure journalister og politikere, indskyder Amalie Bendixen.

Men hvorfor har astrologi mon så stort et forargelsespotentiale? Amalie Bendixen selv mener, at folk bliver provokerede af det, fordi det rokker ved en fasttømret verdensopfattelse.

- Folk har ikke lyst til at få rykket ved deres verdensbillede. Det føles utrygt, hvis der kommer nogen og siger: Himlen er ikke blå, den er lilla, siger hun.

Faktisk føler de, at reaktionen i en eller anden grad er et udtryk for historien, der gentager sig.

- Det her er måske farligt at sige. Men der er jo ikke noget nyt i, at det, der kommer fra unge, alternative kvinder, er blevet fortiet og begravet - eller ligefrem brændt, siger Marianne Gellert.

- Jeg følte det lidt som en moderne hekseafbrænding, da der var et stort billede af mig på forsiden af B.T. Det er nok ikke så smart at sige, men det føltes sådan, siger Amalie Bendixen.

- Vi er meget interesserede i den menneskelige psykologi og tror på, at verden er holistisk, og det harmonerer rigtig godt med astrologien, siger Amalie Bendixen (th). (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

De to astrologi-podcastere frygter, at den til dels negative reaktion på programmet kan resultere i et tilbageslag for danskernes rummelighed over for spirituelle emner.

Selv har de været interesserede i spirituelle tematikker, siden de var purunge. Længe følte de, at det var skamfuldt, så de gik stille med dørene.

Det behøver man ikke i samme grad længere, mener de. Men de er bange for, at det igen vil blive tabubelagt at tro på eksempelvis astrologi.

- Skal man nu til at skamme sig og være skabsspirituel igen, spørger Amalie Bendixen og fortsætter:

- Nu skal I ikke udskamme os igen. Der skal ikke sidde en forstokket, gammel og konservativ far og fortælle sin teenagedatter, at det, hun føler, er noget værre vås. Der kan jeg godt blive lidt vred. Eller i hvert fald føle, at det er uretfærdigt. Men jeg er jo også vægt, griner hun og indskyder:

- Stærk retfærdighedssans.

Føles godt at stå frem og stå ved sig selv

Selvom bølgerne er gået højt, er Marianne Gellert og Amalie Bendixen glade for at have bekendt kulør.

- Det føles godt at stå frem og sige: "Det er det her, jeg tror på. Det må I gøre med, hvad I vil," siger Amalie Bendixen.

Som selverklærede astrologinørder tror de to podcastværter på, at alting i universet er tæt forbundet. Således tror de, at planeternes placering i solsystemet på menneskers fødselstidspunkt spiller en afgørende rolle i forhold til hvilken personlighed, den enkelte person får - eller i hvert fald har potentiale til at få.

Kan I forstå, hvis der er mennesker, der tænker: De her planeter er mange tusind kilometer væk - hvordan i alverden skulle de have indflydelse på ens personlighed?

- Jeg har fuld forståelse for, at det kan virke uvirkeligt og helt usandsynligt. Måske næsten som noget nonsens, fordi det er så ubegribeligt, siger Amalie Bendixen og tilføjer:

- Men jeg tror, der er mange, der har oplevet, at de sover lidt dårligere, når der er fuldmåne. Eller at man bliver gladere, når solen skinner - uden at tillægge det en spiritualitet.

- Så jeg får lyst til at spørge tilbage: Hvorfor skulle de planeter, der står bag ved solen og månen ikke også have en indflydelse?

- Inderst inde må al kritikken være en cadeau til os og programmet. Det må have gjort noget rigtigt, ellers var det fløjet under radaren, siger Amalie Bendixen (th.). (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Marianne Gellert og Amalie Bendixen ser dels astrologien som et holistisk verdenssyn og dels som et praktisk værktøj til at kortlægge og forstå menneskelig adfærd.

- Jeg tror på, at der er en forbundethed, der er større end os selv. Og så bruger jeg det som et værktøj, der hjælper mig til at forstå nogle processer og nogle personlighedsmæssige ting hos mig selv og andre, siger Marianne Gellert.

Og selvom programmet har mødt modvind i medierne, ville makkerparret ikke have gjort noget anderledes.

- Der skal være plads til alle, siger Amalie Bendixen.

- Også dem, der er skeptiske.

FacebookTwitter