Opfinderdrømmene fylder det meste af hans dag, og det har de gjort, siden han var barn.
Mens de fleste andre børn kun lige havde skiftet de store Duplo-klodser ud med rigtigt Lego, opfandt Richard Elversøe som fem-årig en kost, der kunne lyse. Og lavede den selv.
- Mine forældre havde kasseret en kost, der var gået i stykker. De gik jo bare ud og købte en ny, men for mig rummede det her kostehoved et hav af muligheder for at lave noget selv.
Med hjælp fra sin far blev det gamle kostehoved, en pind fra haven og et LED-lys nu omdannet til noget, der gjorde det muligt for Richard Elversøes forældre at feje om natten. Dermed fik de mere af dagen fri til at kunne lave noget andet og sjovere - for eksempel at være sammen med ham.
Det er stadig trangen til at finde på smarte løsninger, der gør hverdagen nemmere og bedre for folk, der driver 23-årige Richard Elversøe.
Så meget, at ideerne indimellem forstyrrer nattesøvnen.