'Det kom bag på os': Gift ved første blik-eksperter havde ikke forudset så stor uenighed hos ægtepar

Politik betyder mere i et forhold, end vi selv tror, siger ekspert.

I de første afsnit af 'Gift ved første blik' var der åbenlys kemi og tiltrækning mellem Pernille og Michael. Men i ugens afsnit har ægteparret deres første store uenighed. (© DR)

Spoiler-advarsel: I artiklen her afsløres det, hvad der sker i femte afsnit af 'Gift ved første blik'. Hvis du vil se afsnittet, inden du læser, så hop over på DRTV.

Det er mørkt i soveværelset. Nygifte Pernille Lundsgaard og Michael Lundberg ligger i sengen, men her er hverken grin, kys eller hygge. Tværtimod er stemningen trykket. For de taler om politik.

- Vi er jo forskellige rent blokmæssigt. Jeg er på den blå side, du er på den røde. Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at svine nogen fra den røde side, lyder det fra Pernille i programmet, hvortil Michael konstaterer:

- Vi er godt nok ikke enige om tingene, kan jeg godt høre.

Og hermed oplevede det ellers så positive, kærlige og glade par i årets 'Gift ved første blik' den første reelle kløft i deres ægteskab.

'Derfor turde vi godt matche dem'

Adfærdspsykolog Annemette Staal er en af de tre eksperter i tv-eksperimentet, der har matchet de fem par. Hun forklarer, at eksperterne simpelthen ikke havde forudset, at politik ville kunne skabe så stor en kløft mellem Pernille og Michael.

- Normalvis tillægger vi det politiske ret stor værdi, fordi vi gerne matcher ud fra homogenitetsprincippet, det vil sige ud fra devisen om, at lige børn leger bedst. Derfor er det da at foretrække, at man ligger nogenlunde samme sted politisk, siger hun.

- Men det virkede ikke umiddelbart til, at det ville blive et stort problem. Det blev det så, og det kom bag på os, siger Annemette Staal.

Annemette Staal er adfærdspsykolog og ekspert i adfærdsdesign. Privat bor hun i Aarhus med sin kæreste og er netop blevet mor til parrets andet barn. (Foto: © Line Thorø Østerby, Thorø Foto)

Tværtimod gav både Pernille og Michael, ifølge eksperten, udtryk for, at det politiske ståsted ikke var vigtigt, da hun besøgte dem i deres hjem.

- Jeg spurgte Pernille, og hun sagde, at hun som samfundsfagslærer var meget åben for andres politiske ståsted. Michael fortalte, at han stemte Enhedslisten, men det fyldte ikke rigtigt i hans hjem eller liv. Det var ikke en dealbreaker for nogen af dem, og derfor turde vi godt matche dem, siger hun og tilføjer:

- Og så matchede de ekstremt godt på andre parametre – herunder i attraktion.

Nysgerrig på andres holdninger

At Pernille og Michael kunne lide hinanden fra starten, kom allerede til udtryk på bryllupsdagen, hvor de kyssede og grinede og virkede trygge i hinandens selskab.

Pernille fortalte også, at politik betyder meget for hende, og at hendes kryds er i den blå afdeling. Hun virkede overrasket, da hun hørte, at hendes nye mand stemmer på Enhedslisten.

Men hun fortryder ikke, at hun ikke bad eksperterne om at finde en mand med nogenlunde ens politiske holdninger, da hun havde chancen.

- Det er for mig lige meget, om min partner er enig med mig eller ej, så længe han er villig til at være nysgerrig på andres holdninger og meninger på en ikke-dømmende måde, siger Pernille til dr.dk.

- Jeg lagde dog vægt på, at personen, uanset politisk ståsted, skulle kunne snakke politik på en nysgerrig og ordentlig måde, fordi det er vigtigt for mig i et forhold, tilføjer hun.

Ifølge adfærdspsykolog Annemette Staal matcher Michael og Pernille helt perfekt på rigtig mange punkter, bortset fra det politiske. De er meget samme typer, de har samme drømme, spiller begge fodbold, nyder hus med have og sætter pris på de nære familieværdier med børn og hund. (© DR)

I afsnit fem er der en tydelig debat mellem Michael og dig om, hvordan man taler om vores politikere. Blandt andet om formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, som dog er blevet klippet ud i den endelige version af programmet. Kan du uddybe, hvad der skete?

- Jeg mener generelt ikke, at man bør tale dårligt om nogen, og jeg synes ikke, det fremmer den demokratiske samtale, som er vigtig for vores demokrati, at omtale vores politikere med nedladende ord. Derfor blev jeg nysgerrig på, hvorfor Michael havde et behov for at tale om hende, som han gjorde.

Hun understreger, at debatten med Michael ikke havde noget med Pernille Vermunds person og ståsted at gøre, men om hvordan man taler om andre mennesker.

- Jeg ville være nysgerrig på det, uanset om det var Pernille Skipper, Lars Løkke, Michaels tidligere lærer, hans fodboldtræner eller andre, han udtalte sådan om, forklarer hun til dr.dk.

Selvom hendes nye mand stemmer Enhedslisten, og altså modsat hende, ville det heller ikke have afskrækket hende, hvis de havde mødt hinanden i det virkelige liv.

- Nej, det har aldrig været en dealbreaker for mig, at en fyr har et andet politisk ståsted. Jeg ser det egentlig som en god mulighed for at blive klogere på andre og samfundet generelt, slår Pernille fast.

Den betragtning er Michael enig, fortæller han til dr.dk:

- Jeg kan sagtens date en, der har et andet syn på politik end mig selv, og jeg er åben overfor, at man skal være nysgerrig på hinandens perspektiver. Men der er også grænser, siger han.

Politiske holdninger opsummerer, hvem vi er

Al forskning viser dog, at man oftest ender med at vælge en partner, som deler ens politiske synspunkter.

Det siger professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen, der forsker i politisk psykologi.

- Det er ikke nødvendigvis, fordi man går efter en, der stemmer det samme som en selv, men vores politiske holdninger afspejler, hvordan vi tænker om verden, samfundet og hinanden. Vores politiske holdninger er en opsummering af, hvem vi er, siger han.

Selvom Michael Bang Petersen ikke selv har set 'Gift ved første blik', er de problematikker, som parret Michael og Pernille oplever, velkendte for ham.

Han forklarer, at politik nemlig aktiverer det, man kender fra sportens verden; følelsen af at være en del af et hold, der ikke bryder sig ikke særligt meget om det andet hold.

Det vil sige, at ligesom en glødende Brøndby-fan ikke bliver gift med en FCK-fan, har en, der ligger meget til højre rent politisk, ikke lyst til at blive gift med en, der stemmer meget til venstre - og omvendt.

- Løsningen på politisk uenighed i et forhold kan være, at vi accepterer, at verden ser ud på en anden måde fra den anden persons øjne, og at vi er interesserede i at forstå hvorfor - uden at dømme, siger forsker i politisk psykologi Michael Bang Petersen. (© DR)

- Politik handler om moral, om hvad man mener er rigtigt og forkert. Hvis du stemmer på Enhedslisten, føler du, at en Nye Borgerlige-sympatisør svigter nogle værdier, medmenneskelighed og mangler empati. Omvendt, hvis du er Nye Borgerlige-sympatisør, kan du føle, at en Enhedslisten-vælger svigter værdier omkring det nationale fællesskab og det helt nære, siger han og uddyber:

- Uanset hvor du står politisk, kan du altså have en oplevelse af, at den anden svigter værdier, som er centrale for dig.

Men selvom politik åbenbart betyder så meget i et forhold, har vi det alligevel med at negligere det i en datingsituation, lyder det fra Michael Bang Petersen.

- I den forskning, der er lavet, kan vi se, at langt de fleste beskriver sig selv som politisk neutrale og på midten, når de søger partnere på datingsites. Det er et udtryk for, at folk prøver at signalere, at det ikke betyder så meget - givetvis for, at man så at sige holder sine muligheder åbne og ikke ønsker at blive fravalgt.

Husk at se nuancerne

Hvis Pernille Lundsgaard i dag skal forsøge at give et godt råd til andre par, der kunne risikere at havne i samme situation som hun og Michael en dag, lyder det:

- Jeg tror, mit råd til andre er at huske at være nysgerrige og forsøge at se nuancer frem for begrænsninger. Accepter, at det er okay at have forskellige holdninger til ting og prøv at se det som en mulighed for at udvide dine egne horisonter og selv blive klogere, siger hun.

Faktisk mener hun, at politiske forskelligheder kan ende med at blive en positiv ting for et forhold.

- Hvis man kun belyser det, man selv tror er rigtigt, svarer det til at lyse med en lommelygte i et kæmpe rum og kun se det, man lyser på. Dermed går man glip af alt det andet, som kunne have bidraget positivt til ens liv, siger hun til dr.dk.

'Gift ved første blik' bliver vist hver torsdag klokken 20 på DR1 og kan ses allerede fra klokken 06 samme dag på DRTV.