Det Kongelige Teater modtager største donation nogensinde - bortset fra Operaen

Privat fond har givet 50 millioner kroner til balletten på Det Kongelige Teater.

En donation på 50 millioner kroner skal styrke Den Kongelige Ballet. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Det Kongelige Teater har fået en kæmpedonation på 50 millioner kroner. Det er det største kontantbeløb, der er skænket nationalscenen i dens levetid.

Pengene, der kommer fra Annie & Otto Johs. Detlef's Fonde, er øremærket balletten og skal være med til at finansieret nye forestillinger over de næste fire år.

- Den er fantastisk. Det er virkelig noget, der kan give Den Kongelige Ballet et løft, siger teaterchef Erik Jacobsen til DR Kultur.

- Den tid, vi er i, handler om nyfortolkninger, og det er dyrt. Vi kan sagtens lave ballet til daglig, men helt nye opsætninger kræver hjælp fra fonde.

Nyfortolkning og ny forestilling

I forvejen modtager Det Kongelige Teater 535 millioner kroner fra staten og 48 millioner kroner fra Københavns Kommune. De penge går dog til den samlede drift af teateret.

Med den nye økonomiske indsprøjtning får balletten mulighed for at sætte en nyfortolkning af klassikeren 'Sylfiden' op, fortæller Erik Jacobsen.

Men en god portion af de ekstra millioner kommer også til at finansiere en helt ny og moderne forestilling af den amerikanske balletmester John Neumeier. Det er sådan en, der virkelig koster.

- Vi har jo faste lønninger, så hvis vi genopsætter forestillinger, koster det i princippet kun lønnen. Men hvis vi skal betale for nye kostumer, scenografi og så videre, så koster en ny forestilling omkring 10 millioner kroner. Så skal den også kunne opføres 5-10 gange over de næste 10 år, siger han.

Generøs håndsrækning

Også balletmester på Det Kongelige Teater, Nikolaj Hübbe, er begejstret.

- Normalt afslører vi ikke repertoiret for de kommende sæsoner. Men med denne donation gør vi en undtagelse. For perspektiverne i denne generøse håndsrækning er intet mindre end fantastiske, siger Nikolaj Hübbe.

- De repertoiremæssige drømme og visioner, jeg har haft for de kommende sæsoner, bliver nu til virkelighed. Det er en stor lykke, udtaler han i en pressemeddelelse.

Annie & Otto Johs. Detlef's Fonde er især kendt for at støtte kunst. Tidligere har fonden doneret penge til kunstmuseet Arken, ligesom Zoologisk Have i København fik hjælp til at finansiere et nyt elefanthus i haven.

Facebook
Twitter