'Det passer til den søgende identitet': Derfor hitter astrologi blandt unge

Astrid Krabbe Trolle, som er forsker i samtidsreligion, oplever, at særligt 15- til 35-årige kaster sig over astrologi.

(© Grafik: Nicolai Bruun)

Hvis du tror, at astrologi er noget, der er henlagt til de traditionelle horoskopsider hos damebladene, kan du godt tro om igen.

Astrologi er nemlig her, der og alle vegne.

Seneste skud på stammen er DR3's datingserie 'Matchet på Mælkevejen', hvor man følger fire par, der er sammensat ud fra deres horoskop.

Serien kommer i kølvandet på et boom i astrologi-relaterede påfund de seneste år, hvor blandt andet podcasts, apps, bogudgivelser og Instagram-profiler har været med til at cementere astrologiens popularitet.

Blandt det kan nævnes den danske podcast Astropod, app'en Co-star, hvor man får et dagligt horoskop på telefonen, flere bøger af astrologen Linda Goodman, som for nylig er udgivet hos Gyldeldal, og Instagram-profiler som Maanemama, Amalie Brohus og Caritas.Astrologi, som alle beskæftiger sig med astrologi, stjernetegn og horoskoper.

Det er især de 15- til 35-årige, der har kastet sig over stjernetegn, ascendanter, krystaller, tarotkort og horoskoper.

Det fortæller Astrid Krabbe Trolle. Hun forsker i samtidsreligion på RUC, hvor hun blandt andet analyserer astrologi som religionsform, og ifølge hende giver det god mening, at netop de unge er vilde med astrologien.

- Det passer til den søgen efter identitet, der ligger hos unge. Og så er det praksisnært, nærmest en slags terapiform, siger hun.

Ifølge Astrid Krabbe Trolle er de mange forskellige medieplatforme, hvorpå man kan finde de astrologi-relaterede projekter, også en del af forklaringen på, hvorfor fænomenet er blevet så populært blandt unge.

- Udviklingen i astrologien hænger blandt andet sammen med den teknologiske udvikling. Og apps, podcasts og sociale medier er jo der, hvor de unge er, siger hun og fremhæver også midt 80'erne til midt 90'erne som en tid, hvor astrologien var ekstra populær – blandt andet fordi computeren i denne periode vandt indpas, så det var nemmere at finde information.

Firma- og parhoroskoper populære

Samme toner lyder fra astrolog Karl Aage Jensen, som er indehaver og leder af AstrologiHuset i København. Han har beskæftiget sig med astrologi siden 1970'erne og nævner også 80'erne og 90'erne som perioder, hvor astrologi var særligt in.

- Men der er en generel interessere for det nu, både fra unge, ældre og virksomheder, mener han.

Ifølge Karl Aage Jensen får han især mange henvendelser fra små og mellemstore virksomheder, heriblandt nogle offentlige, som beder ham om at lægge et såkaldt firmahoroskop.

Denne slags horoskop kan ifølge Karl Aage Jensen give en virksomhed svar på, hvilken dato man eksempelvis skal udvide eller omstrukturere firmaet med mest muligt succes til følge.

Der er også mange, som beder ham lægge horoskop i forbindelse med parforhold.

- Det er både nogle, der ønsker det op til, at de skal giftes, og nogle, der skal vælge mellem to forskellige partnere og beder om at få klarlagt, hvilke fordele og ulemper der er ved hver person, siger Karl Aage Jensen og pointerer, at alle de involverede parter dog skal have viden om, at deres horoskop bliver lagt.

Ifølge ham adskiller astrologi sig fra andre trosretninger, fordi man med astrologi kan "gå meget mere i dybden, meget hurtigere". Altså omsætte det, man ser i horoskoperne, til praksis – eksempelvis i forhold til netop virksomhedsstrategier og ageren i et parforhold. Og Karl Aage Jensen tror, at det kun er et spørgsmål om tid, før endnu flere personer kaster sig over astrologien.

Kvinderne er vilde med det

Hvis nogle fortsat får associationer til dameblade, når der bliver talt om horoskoper, er det måske alligevel ikke fuldstændig forkert. For det er nemlig kvinderne, der er mest interesserede i astrologiens verden, fortæller religionssociolog Astrid Krabbe Trolle.

- Tre fjerdedele af dem, der bruger det, er kvinder. Det er måske, fordi astrologi også fokuserer på det relationelle, dit forhold til dig selv og andre.

Hun henviser til studier, der viser, at kvinder ofte er mere fokuserede på de relationelle aspekter ved deres religiøse praksis, mens mænd er mere optagede af, hvad der er rigtigt og forkert.

Ifølge Astrid Krabbe Trolle er det især kvinder, der arbejder inden for omsorgserhverv, som er interesseret i astrologien.