'Det var sindssygt rørende og smukt at overvære': Her bliver Ulf Pilgaard overrasket af dronningen

Der var uventet kongeligt besøg, da skuespiller Ulf Pilgaard havde sin sidste optræden i Cirkusrevyen.

"Gud bevare Danmark!"

Sådan har Cirkusrevyens grand old man – 80-årige Ulf Pilgaard – afsluttet sine ikoniske parodier som dronning Margrethe et utal af gange gennem årenes løb.

Søndag var det så allersidste gang, den næsten to meter høje revyskuespiller indtog Cirkusrevyens scene på Bakken nord for København. For sidste gang var han trukket i paryk og kjole for at gøre kærligt grin med den danske majestæt.

Og Ulf Pilgaard havde knap nået at ytre de berømte ord, som dronningen bruger til at afslutte sine nytårstaler med, før en uventet kongelig gæst trådte ind på scenen.

Dronning Margrethe havde nemlig valgt at overraske Ulf Pilgaard i anledning af hans sidste optræden i den revy, han har spillet med i hvert år siden 1986.

Med på scenen havde hun et askebæger i sølv med sit monogram indgraveret, som hun overrakte den tydeligt overraskede skuespiller, mens publikum i salen hujede og klappede højlydt.

To dronninger på scenen i Cirkusrevyen: til venstre skuespiller Ulf Pilgaard, til højre dronning Margrethe. Dronningen overraskede Ulf Pilgaard på scenen i anledning af hans sidste optræden i revyen. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

'Der var ikke ret mange, der vidste det på forhånd'

Én af dem, der var til stede ved aftenens revy, var skuespilkollega og instruktør Lisbet Dahl:

- Jeg fik at vide, at dronningen ville komme, og så tænkte jeg, at det ville jeg ikke gå glip af. Der var ikke ret mange, der vidste det på forhånd. Revyens skuespillere vidste det heller ikke.

Og selvom Lisbet Dahl er vant til masser af bifald, når hun selv står på scenen i den traditionsrige revy, var bifaldet, der strømmede imod Ulf Pilgaard, da dronningen trådte op på scenen, alligevel ikke hverdagskost for den garvede instruktør:

- Det var sindssygt rørende og sindssygt smukt at overvære – at se hans overraskelse og forbløffelse. Det var så sødt af dronningen at gøre det. Ulf har jo parodieret hende, lige siden hun var kronprinsesse.

Efter en kort pause fortsætter Lisbet Dahl med et grin:

- Det er nok noget med at være høj og tynd, tror jeg.

Dronningen overrakte Ulf Pilgaard et askebæger i sølv, da hun overraskede ham på scenen. Ulf Pilgaards parodier af dronningen foregår da også ofte med en cigaret i mundvigen. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Så skynder hun sig dog at sende masser af ros i retning af sin kollega, som hun også er private venner med:

- Ulf er en suveræn revyspiller. Der er ikke mange, der har hans talent. Han er helt fantastisk. Han har både en dygtighed, et talent og mange års erfaring, der tilsammen har skabt den kapacitet, som Ulf har. Det kan man ikke lige gå ud og finde igen.

- Jeg siger ikke, det ikke kan lade sig gøre. Men det bliver svært.

Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard har arbejdet sammen i flere årtier. Nu har Ulf Pilgaard takket af, mens Lisbet Dahl efter en sygemelding atter er tilbage ved revyens rorpind næste år. (Foto: Henrik Hildebrandt © Scanpix)

Nu er det så slut med at arbejde sammen på revyscenen, hvor de to skuespillere med Lisbet Dahls ord er "som et gammelt ægtepar".

- Når man har arbejdet sammen i så mange år, kan det ikke undgå at påvirke os begge to.

Så ryster hun den snert af vemod af sig, der har sneget sig ind i hendes stemme:

- Men blot fordi han ikke er med i Cirkusrevyen mere, betyder det jo ikke, at jeg ikke skal se ham mere.

Video: M2 Film for Cirkusrevyen.