DF: Kulturministeren misforstår vores mediepolitik

Det er kun DR's budget og ikke den samlede medielicens, der skal skæres med en fjerdedel, siger Dansk Folkepartis medieordfører.

Det er kun DR’s andel af licensen i kroner og øre, vi vil spare på, siger Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Dansk Folkeparti har intet ønske om at skære den samlede licens - der går til blandt andet DR, Tv 2-regionerne, Radio24syv, filmproduktioner og landets lokale tv- og radiostationer - med en fjerdedel, som kulturminister Mette Bock (LA) ellers påstår.

Partiet vil derimod kun skære DR’s budget med 25 procent over en femårig periode, så den offentlige finansiering af public service-institutionen falder fra de nuværende 3,7 milliarder kroner om året til omtrent tre milliarder kroner årligt.

Det fastslår medieordfører Morten Marinus, efter at kulturministeren i dag i P1-programmet ’Mennesker og Medier’ henviste en kronik, som partiet fik trykt i Berlingske i august.

Det passer ikke. Vi vil derimod indskrænke DR’s budget med 25 procent, og nogle af de opgaver, som DR i dag står for, skal flyttes væk

morten marinus (DF), medieordfører

- Dansk Folkeparti havde en interessant kronik i sommer, hvor de sagde, at de gerne vil sænke licensen med 25 procent. Jeg tror, at vi skal sætte ambitionsniveauet højt, og så må vi se, hvor det lander, sagde Mette Bock i udsendelsen.

Men det må være ”en misforståelse”, siger Morten Marinus.

- Det passer ikke. Vi vil derimod indskrænke DR’s budget med 25 procent, og det skal ske ved, at nogle af de opgaver, som DR i dag står for - eksempelvis P3 - skal overtages af andre. Men hvis der er andre, der skal drive en af DR's tv- eller radiokanaler, så skal pengene selvfølgelig følge med, siger han.

Klar til at skære i licensen

Som det er i dag, ligger den årlige licens på 2.460 kroner.

DR får cirka 67 procent af licensmidlerne - godt og vel 1.600 kroner - mens resten går til eksempelvis TV 2-regionerne, Radio24syv og den danske filmproduktion.

Morten Marinus understreger, at Dansk Folkeparti gerne vil være med til at nedsætte licensen, som den nye trekløverregering har lagt op til i det nye regeringsgrundlag.

Men om det skal være fem procent om året, som kulturministeren selv nævner i dagens ’Mennesker og Medier’, vil Morten Marinus ikke lægge sig fast på.

For mange kokke kan fordærve maden, og derfor kan det være en fordel, hvis der kun var et enkelt eller to partier henover midten, som kommer med

morten marinus (DF), medieordfører

- Det er kun DR's andel af licensen i kroner og øre, vi vil spare på, og vi vil eksempelvis bibeholde det, som TV 2-regionerne får i licens i dag. Jeg tror, at der er penge at hente på licensen, men hvor meget vil afhænge af forhandlingerne og hvilke DR-opgaver, som helt skal skæres væk, siger han.

DR’s budget bliver fastlagt i forbindelse med de fireårige medieforlig, og næste forlig skal forhandles i 2018 og træde i kraft i 2019.

Normalt er der bred politisk enighed om forligene. Men Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen har allerede udtalt, at han er imod licensbesparelser.

Står det til Dansk Folkeparti, er der intet til hinder for, at man næste gang får et smalt politisk medieforlig.

- For mange kokke kan fordærve maden, og derfor kan det være en fordel, hvis der kun var et enkelt eller to partier henover midten, som kommer med, siger Morten Marinus.

Sådan bliver de årlige 2460 kroner fra din husstandslicens fordelt

  • DR - 1.641,37 kroner
  • TV 2-regionerne - 228,90 kroner
  • Lokale radio- og tv-stationer - 22,93 kroner
  • Filmstøtteordninger - 11,17 kroner
  • Station Next - 2,99 kroner
  • Radio24Syv - 40,26 kroner
  • Markedstest af nye DR-initiativer - 0,89 kroner
  • Kulturstatistik - 3,89 kroner
  • Public Service-puljen - 15,64 kroner
  • Moms - 491,96 kroner
  • Kilde: dr.dk

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve