DF om omstridt musikvideo: Rapperen Nikoline er en 'kvindelig Breivik'

Nikoline bør betale del af legat på 35.000 kroner tilbage, mener Alex Ahrendtsen.

Kunstneren Nikoline har "snydt" staten, og derfor bør hun betale dele af et offentligt legat tilbage, som er blevet brugt på en musikvideo, hvor hun skyder politikere med et automatvåben.

Det mener Alex Ahrendtsen, kulturordfører i Dansk Folkeparti, efter det i går kom frem, at rapperen har modtaget 35.000 kroner fra Statens Kunstfond, og at dele af beløbet er blevet brugt på hendes omstridte musikvideo 'Flertallet er dumme'.

- Det er problematisk, at staten støtter en kvindelig Breivik (norsk terrorist, red.), som direkte opfordrer til vold mod politikere, siger han.

- Forestil dig at Hizb ut-Tahrir, IS eller en anden terrororganisation har fået penge fra det offentlige og lavet den her video. Så vil hele landet være forargede. Men fordi det er en ung kvinde, der kalder sig kunstner, er det ok.

Alex Ahrendtsen vil nu kontakte kulturminister Mette Bock (LA) og bede hende om at rette henvendelse til Statens Kunstfond med henblik på at få pengene tilbagebetalt.

I sin musikvideo har Nikoline sat Helle Thorning Schmidt (S), Anders Fogh Rasmussen (V), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og flere andre fremtrædende politikere op på skydeskiver, som hun sender kugler igennem med automatvåbnet AK47.

Kuglerne er ifølge Nikoline "et udtryk for folkets vrede", og hun mener, at politikerne er årsagen til nogle af samfundets største skandaler.

- Det er chokerende og frastødende både moralsk og etisk, at Folketinget har smidt milliarder væk i Skat og tabt milliarder til Goldman Sachs ved Dong-salget uden at blive stillet til ansvar, siger hun.

Nikoline har modtaget et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til "kunstnerisk arbejde”, og ifølge et svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren har Nikoline i sin ansøgning ikke specifikt nævnt projektet med musikvideoen.

Det er derfor, at Alex Ahrendtsen mener, at hun har "snydt" kunstfonden.

- Problemet består i, at hun i sin ansøgning ikke har skrevet, at hun vil lave den her video, understreger han.

Nikoline "skyder" blandt andet finansminister Kristian Jensen (V) i hendes musikvideo 'Flertallet er dumme'. (Foto: Screenshot fra musikvideo © Nikoline)

Statens Kunstfond: Der skal være plads til fejlskud

Når Statens Kunstfond uddeler arbejdslegater, er det ikke med henblik på at støtte konkrete kunstværker - det er for at sikre, at kunstnere har mulighed for at udvikle sig.

- Legatet er en investering i et talent, og det giver kunstneren ro til at arbejde, forklarer Gitte Ørskou, bestyrelsesformand for Statens Kunstfond.

- Der skal være plads til at lave fejlskud. Det er uhyre vigtigt, at vi med et arbejdslegat siger til kunstneren, at du får mulighed for at lade dit talent gå nye veje og afprøve nye ting.

Ifølge Gitte Ørskou er præmissen for at få arbejdslegatet ikke, at man i sin ansøgning nævner planer om konkrete kunstværker, og derfor bliver det vanskeligt at bede kunstneren om at betale pengene tilbage.

Når legater og støttepenge skal uddeles, lægger Statens Kunstfond blandt andet vægt på, at musikken har et personligt udtryk, at den afsøger nye udtryksmuligheder, og at den er overraskende, fremgår det af svaret fra Mette Bock.

DF: Videoen er ulovlig

Alex Ahrendtsen mener, at Nikolines musikvideo er decideret ulovlig og bryder straffeloven, da den direkte opfordrer til vold. Han vil dog ikke selv politianmelde projektet, men opfordrer politiet til selv at gå ind i sagen.

- Jeg tager det helt bogstaveligt, hvad hun gør. Det er ikke satire eller ironi.

- Ytringsfriheden er ikke absolut. Der er begrænsninger, eksempelvis når man overskrider straffeloven og opfordrer til vold. En kunstner er underlagt loven nøjagtigt som alle andre mennesker, siger han.

Kulturminister Mette Bock (LA) fremhæver, at hun grundlæggende anser kunstnerisk frihed som en vigtig del af et demokratisk samfund, og at armslængdeprincippet i forhold til Statens Kunstfond skal vægtes højt.

- Men personligt finder jeg videoen chokerende og frastødende både moralsk og etisk, skriver kulturministeren i svaret til Kulturudvalget.

Facebook
Twitter