Diamanter, gratis safari og peberspray: Oscar-stjerner svømmer i frynsegoder

Firmaer betaler penge for at give gaver til Hollywood-eliten.

Den britiske skuespiller Helen Mirren var blandt kendisserne, der funklede i blitzlyset ved årets Oscar-uddeling. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Ved nattens Oscar-show lykkedes det Lady Gaga at gå derfra med en guldstatuette under armen.

Men siden er snakken gået mindst lige så meget på, hvad hun havde rundt om halsen.

Stjernen, der vandt en Oscar i kategorien 'bedste originale sang', havde nemlig en halskæde på for omkring 200 millioner kroner, mens den britiske skuespiller Helen Mirren havde pyntet sig med diamantsmykker, der til sammen talte i alt 235 karat.

Men at en stjerne har milliondyre smykker på, er ikke ensbetydende med, at vedkommende har ruineret sig selv for at funkle på den røde løber.

Flere smykkefirmaer låner nemlig gerne deres smykker ud til kendisserne, mens firmaer betaler penge for at få lov til at give stjernerne gratis gaver.

Pynter sig i lånte fjer

Nyhedsbureauet AP beskrev i forbindelse med sidste års Oscar-uddelinger, hvordan smykkeproducenter låner stjerner pyntegenstande for millioner i håb om at få omtale.

En af dem er smykkedesigneren Martin Katz, som gennem de seneste tre årtier har sørget for ædelsten til flere hundrede stjerner.

Ifølge nyhedsbureauet sørger Hollywood-stjernernes styllister for mellem fire og seks udtryk til hver kjole, der er i spil til kendissen.

Det betyder, at der kan være indsamlet smykker for millioner af dollars.

Det gør sikkerhed til en vigtig del af processen, siger Kristen Trustey fra smykkefirmaet Forevermark til AP.

- Vores diamanter er velbeskyttet fra øjeblikket, stylisterne besøger suiten, frem til, at vi foretager leveringerne til kendissernes hjem eller hoteller med bevæbnede køretøjer og vagter - og forsikring naturligvis, lyder det fra Kristen Trustey, der ikke vil svare på, om firmaet betaler stjerner for at klæde sig i deres smykker.

I interviewet med AP fortæller Martin Katz, at de fleste store kendisser har smykker på for en til seks millioner kroner, når de optræder på den røde løber. Særlige smykker kan dog overgå dette, påpeger designeren, som siger, at hans grænse går ved seks millioner kroner, når det kommer til udlån.

Helen Hunt er blandt de mange kendisser, der har båret Martin Katz' smykker på den røde løber. Billedet er fra Oscar-showet i 2013, hvor hun var nomineret til prisen for bedste kvindelige birolle. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

- Vi holder vejret, indtil alle vores babyer kommer hjem næste dag, siger smykkedesigneren, der fortæller, at han lånte smykker ud for første gang i 1991. Dengang var det Sharon Stone, der ønskede at låne to smykker.

Det var Katz ikke interesseret i, men han skiftede mening, da skuespilleren lovede at omtale ham i pressen, sagde han sidste år i et interview med New York Times.

Firmaer betaler for at komme med i goodiebag

Magasinet Forbes beskrev sidste år, hvordan marketingselskabet Distinctive Assets i dengang 16 år havde sørget for luksuriøse goodiebags til alle 25 nominerede i kategorierne for bedste skuespillere og instruktører.

Firmaet profilerer sig på product placement og brandingmuligheder i blandt andet underholdningsindustrien.

Ifølges Forbes sendes produkterne til de nominerede en uge før Oscar-festen, og firmaerne skal betale et gebyr på mindst 26.000 kroner for at få deres produkter med.

Magasinet beskriver, at selskabet har skruet ned for ekstravagancen efter en retssag i 2016, men dengang havde hver goodiebag en værdi på 1,5 millioner kroner.

Sidste år ville selskabet kun oplyse, at værdien var over 650.000 kroner. Her kunne modtagerne blandt andet glæde sig over en gratis safaritur til Tanzania, en uges ferie på Hawaii såvel som en designer-peberspray.

Lady Gaga fik lov til at låne en diamanthalskæde, der menes at koste omkring 200 millioner kroner, ved gårsdagens Oscar-uddeling. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix)

En Oscar for Tiffany's

Målt i mængden af omtale kan det se ud til, at det har været en succes for det eksklusive smykkehus Tiffany & Co. at låne deres kæmpediamant til Lady Gaga.

- Det er en fantastisk markedsføring for dem, vurderer Katerina Pitzner, direktør for Copenhagen Diamond Exchange.

Det samme mener Sidsel Dalby Glerup, som er gemmolog og diamanthandler.

- Det er godt nok en Oscar til Lady Gaga, men det er det nærmest også for Tiffany's, fordi medier i hele verden har skrevet om deres diamant, lyder det fra diamanthandleren.

Udlånet af en diamant til et trecifret millionbeløb må forventes at være en bekostelig affære for Tiffany's, fordi det kræver et stort sikkerhedsopbud, siger Sidsel Dalby Glerup. Men hun er ikke i tvivl om, at det bliver en god investering.

- Hvad det giver Tiffany's igen i form af reklame, er uvurderligt, siger hun.