Der blev ingen dansk hæder i denne omgang, da miljøprisen International Green Film Award blev uddelt under Berlinalen i Berlin.
Instruktør Michael Madsen og producent Lise Lense-Møllr var nomineret for filmen "Into Eternity", men prisen gik i stedet til den amerikansk instruktør Joe Berlinger, der vandt med filmen "Crude".
Prisen blev overrakt af den tidligere nobelprisvinder Mikhail Gorbatjov og sidste års vinder, Leonardo DiCaprio.
DiCaprio med en opsang
DiCaprio levede op til sit ry som miljøforkæmper da prisen skullle uddeles ved den største kendisevent under Berlinalen, velgørenhedsgallaen Cinema for Peace, der løb af stabelen i Konzerthaus på Gendarmenmarkt i den tyske hovedstad.
Titanic- og Shutter Island-stjernen gav de celebre, festklædte gæster som Bob Geldof, Christopher Lee, Catherine Deneuve og boksebrødrene Vitalij og Vladimir Klitsjko klar besked.
Han advarede i sin tale om, hvor farligt det er, hvis vi ikke passer på miljøet:
- Som skuespiller føler jeg, at det er mit ansvar at hjælpe med at skabe opmærksomhed omkring dette emne, sagde Leonardo DiCaprio.
Lokal kamp mod olieforurening
Sammen med aftenens æresgæst, den tidligere sovjetiske statschef og modtager af Nobels fredspris Mikhail Gorbatjov, overrakte DiCaprio miljøprisen International Green Film Award til den amerikanske instruktør Joe Berlinger.
Han blev hædret for sin dokumentarfilm "Crude" om lokale indbyggeres kamp mod olieforurening i Ecuador - en film, DiCaprio roste som et sandt livsdrama.
Cinema for Peace hører ikke officielt med til Berlinale-programmet, og festivalens direktør, Dieter Kosslick, har taget afstand fra velgørenhedsgallaen, hvor en billet koster 1000 euro.
Gæsterne blev blandt andet budt på en middag med operastjernen Plácido Domingo, og pengene går i år til Gorbatjovs og DiCaprios fonde.