Dinosaurerne skal i Tivoli

En unik udstilling af både små og store argentinske dinosaurer vises i Tivoli fra den 15. april. Udstillingen har været vist i mange lande verden over og har været en succes både i Europa og USA.

Den 15.april slår Tivoli dørerne op for udstillingen "De argentinske dinosaurer", og her kan man møde verdens mindste, største og første dinosaurer.

Lærerig udstilling

Det er det nationale universitet i Comahue, det ligger i Patagonien i Argentina, og GrupoCultural, der arrangerer udstillingen, og den byder på hands-on læring for både voksne og børn.

Tilbage til fortiden

Udstillingen tager publikum hundrede millioner år tilbage til en vild natur af floder og skovbredder med svømmende, flyvende og nyudklækkede udgaver af de argentinske dinosaurer. Der er mere end tyve rekonstruerede skeletter og naturtro konstruktioner, som skaber et originalt og virkelighedsnært billede af livet på Patagonien for 100 millioner år siden.

Mindst, størst og først

Den største kødædende dinosaur Giganotosaurus var oprindeligt 14 meter lang med en totalvægt på 8 tons. Den mindste dinosaur, Gasparinasaurus var på størrelse med en gravhund, men til gengæld var den meget aggresiv. De er begge på udstillingen sammen med de ældste, Eoraptor og Herreraurasaurus, hvis fossiler kan spores 240 millioner år tilbage.

Verdens største velbevarede dinosaur

Et eksemplar af den planteædende Rebbachisaurus i en usædvanlig velbaret udgave er også med på udstillingen. Den var oprindeligt 17 meter lang og vejede 10 tons. Den slugte adskillige små sten, der blev brugt til at fordele og fordøje maden.

Unikke argentinske arter

I Argentina har man fundet arter, der ikke findes mage til andre steder i verden. Specielt området Patagonien har udviklet sig til et forjættet land for palæontologer og andre, der interesserer sig for dinosaurer. Her fandt et hold forskere for tre år siden den største og mest komplette dinosaur i verden, den kæmpe Futalognkosaurus, som forskere stadig undersøger.

Set af mere end 1 million

Udstillingen er blevet vist i hele verden og har været en succes i Europa og USA, hvor den har turneret de sidste seks år. De argentinske dinosaurer kan ses på H.C. Andersen Slottet i Tivoli fra den 15. april 2010 til 1. marts 2011.

Facebook
Twitter