Disney-streamingtjeneste kommer til Danmark om få måneder - bliver billigere end Netflix

Efter flere måneder på det amerikanske marked gør Disney+ klar til at indtage Europa.

Disney og deres kæmpe bagkatalog kommer til Danmark i sommeren 2020 - og det skal nok blive en succes, siger medieanalytiker. (Foto: © Brendan MCDermid, Scanpix)

Streamingtjenesten Disney+, der sidste år gik i luften i USA, Canada og Holland, kommer til Danmark til sommer.

Det skriver Disney i en pressemeddelelse, hvor de altså endnu ikke har løftet sløret for den helt præcise lanceringsdato.

Danske streamere har indtil videre ikke haft mulighed for blandt andet at følge med i Disneys store seriesatsning fra Star Wars-universet 'The Mandalorian', men det bliver altså snart tilfældet.

Dermed bliver der lagt ekstra kul på streamingkrigen, hvor blandt andre HBO Nordic, Netflix, Amazon og Viaplay forsøger at få kunder til at streame film og tv-serier.

Ifølge pressemeddelelsen vil abonnementet på Disney+ koste knap seks pund per måned og 60 pund, hvis man vælger et årsabonnement.

Det svarer til henholdsvis 53 kroner og 530 kroner. Til sammenligning koster et abonnement hos HBO Nordic og Viaplay 99 kroner per måned og 79 kroner hos Netflix.

Og Disney+ spiller med musklerne med den pris, siger digital medieanalytiker Claus Bülow Christensen.

- Det er meget aggressivt prissat, og de har endda en ambition om, at mange gerne vil købe et helt år og spare penge den vej. Det må altså siges at være billigt. Det er selvfølgelig forståeligt, at man fra starten gerne vil have en meget stor kundebase – spørgsmålet er, om de vil holde prisen så lav.

Medieanalytiker: Disney+ bliver en succes

Disney vil maksimalt bruge fem milliarder dollars på nyt indhold i 2020, mens Netflix vil bruge ikke mindre end 17 milliarder dollars, siger Claus Bülow Christensen, men til gengæld har Disney et massivt bagkatalog, der er deres helt store styrke.

Disney har nemlig opkøbt store dele af 21st Century Fox, som blandt andet har rettighederne til populære superhelteserier som 'X-Men' og 'Deadpool', serien 'Homeland', James Camerons fire kommende 'Avatar'-film samt de tre originale 'Star Wars'-film fra 1977, 1980 og 1983. I forvejen ejer de både Marvel og Pixar.

Og det er formentlig også derfor, at vi har skullet vente så længe på at få adgang til Disney+ herhjemme. Det er nemlig en kæmpe opgave at tekste og synkronisere så meget indhold, vurderer Claus Bülow Christensen.

- Disney er meget ambitiøse med, at de vil være så lokale som overhovedet muligt, så jeg tror, at der allerede vil være meget indhold direkte rettet mod det danske publikum med synkroniseringer og danske undertekster, siger Claus Bülow Christensen, der har set den amerikanske udgave.

Disney+ kommer allerede til Storbritannien, Irland, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Østrig og Schweiz til marts.

Claus Bülow Christensen er overbevist om, at Disney+ får en stor kundebase herhjemme og i resten af Europa på grund af prisen og det store bagkatalog.

- Jeg kan simpelthen ikke forestille mig andet, siger han.