Disneys fortolkning af halvgud forarger polynesere

Maui-guden har magiske kræfter, er stor og stærk - og alt for tyk i Disneys portræt, mener polynerese.

'En typisk amerikansk stereotyp', kalder kritikere Disneys portræt af halvguden Maui. (Foto: Disney © Disney)

Disneys nye animationsfilm 'Vaiana' handler om heltinden Vaiana, der alene drager ud på sørejse over Det indiske Ocean for at finde en forsvunden ø og sit folk.

Men i Polynesien er det en af bi-figurerne, der allerede har vakt vrede: For figuren Maui, der er en portrættering af den polynesiske halvgud, der ifølge legenden trak Hawaii-øerne op fra havet og fangede solen med en lasso, er altså for tyk, skriver The Guardian.

Det newzealandske parlamentsmedlem Jenny Salesa kalder Disneys portræt af Maui som en overvægtig stereotyp for 'negativ' og 'ikke acceptabel' og fremhæver, at polynesere ikke altid har været overvægtige.

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO viser data fra 2014, at ni ud af de 10 mest overvægtige lande i verden er stillehavsøer.

I et radiointerview hos newzealandske Waatea News har formand for Pacific Island Media Association også sagt, at Disneys portræt af Maui slet ikke stemmer overens med de historier om halvguden, som overleveringer over generationer fortæller om: En betydningsfuld og stærk gudeskikkelse.

- Dette portræt af Maui som overvægtig er en typisk amerikansk stereotyp. Overvægt er et nyt fænomen, forårsaget af den mad fra industrialiserede lande, der er blevet proppet ned i halsen på os.

Disney har ikke kommenteret på klagerne. Se traileren for Vaiana herunder.

Facebook
Twitter