Dj Static: - Jeg vil imponere og lave noget stort

Veteranen Dj Static er ude med sit debutalbum 'Rolig Under Pres', der er et monster med en spilletid på 1 time og 45 minutter og med en alenlang gæsteliste.

En mand med ambitioner og tilpas store armbevægelser. Dj Static er klar med sit debutalbum 'Rolig Under Pres', der med en spilletid på 1 time og 45 minutter kræver lidt af sin lytter. (Foto: Viktor Sloth)

Veteranen Dj Static, med fødenavnet Thorbjørn Schwarz, er ude med sit debutalbum 'Rolig Under Pres', der er et monster af et dobbeltalbum med en spilletid på 1 time og 45 minutter og med en alenlang gæsteliste, der tæller stort set alle dem, der er værd at nævne fra den danske urban scene plus det løse - bl.a. Peter Sommer, som dj'en og produceren tidligere har arbejdet sammen med. (Gæstelisten kan ses nederst på siden).

Hvis man følger dig på Twitter, kunne man for nyligt læse følgende Tweet: For mange mennesker er ikke interesserede i det jeg laver. Aner man en smule nervøsitet op til releasedatoen for dette stort opslåede album, der jo ellers bærer titlen 'Rolig Under Pres'?

- Det ligger i min natur, at jeg vil vinde, imponere og lave noget stort. Mit eneste problem er, at alt for få mennesker vil få at vide, at dette album overhovedet eksisterer. Jeg er ganske enkelt ikke mainstream nok til at nå alle afkroge af Danmark og derved ramme alle potentielle lyttere.

- Samtidig ved jeg, at der er et stort potentielt publikum ude i kartoffelrækkerne, så jeg har leget med tanken om at få lavet et dyt båt techno-remix bare for at nå hele vejen derud. Men lorten ved det er, at hvis det remix bliver stort og jeg så skal ud at spille live, så er det det publikum vil høre. Så hellere beholde mit kernepublikum som er i mindre målestok, så kan jeg lave det jeg er god til og det jeg elsker.

Som du siger, så har du et kernepublikum, der med stor sandsynlighed vil elske det du har i støbeskeen. Et sådant kernepublikum vil dog også kende til historikken om dobbelt-cd'er i hiphophistorien, hvor bl.a. 2Pac, Wu-Tang Clan og Notorius B.I.G. måske ramte lidt forbi med deres forsøg. Kunne du have dræbt flere darlings undervejs?

- Jeg mener, at de mennesker som tager sig tid til at lytte albummet igennem står overfor en oplevelse og en audiorejse, som man sjældent oplever. Projektet er tænkt som et album og ikke bare som enkeltstående numre. Jeg vil angribe dine sanser. Og ja, der er blevet dræbt darlings undervejs, og mange vers og leveringer er blevet lavet om og bearbejdet fra start igen. Det kræver lidt at holde dampen oppe på 28 numre, men jeg ser ikke selv nogle svagheder.

- Min eneste skruble var at lade anmelderne få albummet, for en anmelder vil med garanti stille sig kritisk overfor længden og ikke alle vil kunne se min vision. Jeg frygter det værste...

Nogle havde måske regnet med, at du ville lave et instrumentalalbum, når du skulle lave dit første album. Hvorfor blev det et album med gæstevokalister og ikke et instrumentalt Dj Static-album?

- Jeg har stor respekt for folk som Dj Shadow, som leverer utrolige albums uden gæste vokaler, men jeg er en sucker for et godt flow og en god vokal, og jeg ved at min stærke side er at arbejde med vokalister.

Og er det også godt for omtalen af et album at have navne som Jokeren, Orgi-E eller Peter Sommer med?

- Der er jo en grund til at disse mennesker er populære, og det er fordi de er pishamrende dygtige. Det er derfor jeg vil arbejde med dem. Og hvis man tror, at man her i Danmark kan sælge musik bare fordi man arbejder sammen med et stort navn, så er man sgu en tand for romantisk. Der er nærmest ingen salg i den musik jeg laver og ingen penge at hente. Det eneste der er tilbage er lysten og et dybtsiddende behov for at kreere noget, som jeg vil dele med verden.

Og jævnfør behovet for at kreere - hvordan harmonerer det med at være lidt oppe i årene (30'erne) og have en familie, der også skal passes. Er det stadig fedt for dig -og din familie - at spille natlige jobs og tænker du af og til på at finde noget lidt mere steady?

- Jeg har da tænkt tanken mange gange. Jeg har spillet mange lortejobs, hvor det har været enormt hårdt for psyken og selvtilliden. Men der er heldigvis stadig de gigs, som løfter det hele og sender mig tilbage på rette kurs. Jeg har oplevet så utrolig meget igennem min lange karriere, og jeg er yderst stolt over at have overlevet i denne branche, hvor kun meget få faktisk kan leve af det de kan lide.

- Jeg har enormt stor respekt for den arbejdende mand - for folk som knokler for føden og desværre ser deres børn alt for lidt. Jeg kommer selv fra et arbejderhjem og så hvordan mine forældre knoklede dag og nat. Så jeg føler mig meget priviligeret over, at jeg har friheden til at tilrettelægge min egen hverdag. Jeg er min egen boss. Men det gør også at mit fokus hele tiden er så meget på min musik og mine næste skridt i branchen, at jeg til tider forsømmer hjemmet. Mine tanker vandrer. Selvom jeg er hjemme, er mine tanker tit et helt andet sted.

Rolig Under Pres udkommer den 25. august. På iTunes kan man også købe en instrumentalversion af albummet. Mange Dj Static-fans vil sikkert foretrække albummet på vinyl. De må vente til ca. midten af september.

Trackliste:Here I Am - IntroNo Fear (feat. Nat Ill)Fat Det (feat. Supajan)Som En Vinder (feat. Danni Toma & Raske Penge)Det Min (feat. Orgi-E & Jooks)Fucker Rundt Alene (feat. Peter Sommer, Shaka Loveless & Tue Track)Bad Shit (feat. Khalern)Vinden Vender (feat. Barbara Moleko & Young)Læg Dig Ned (feat. Yepha & Kaka)Alle Jeres Løgne (feat. Wafande)Alt Ved Det Samme (feat. Per Vers)V.I.P. (feat. Pede B)Big Life (feat. Negash Ali)Succes (feat. Murs)Rewind Me (feat. Ayoe Angelica & Peacefull James)Radio Calm Under PressureRolig Under Pres (feat. Cha-D & Joel)Murder (feat. J-Spliff & Shaka Loveless)Chefpikken (feat. Jokeren)Om Bag i Køen (feat. Jøden)Flashy (feat. Magermayn)Ram Gulvet (feat. Joe True)Intet Tilfældigt (feat. Kejser A)Home (feat. Promoe, Maria Timm & Temu)Do It (feat. Blacc El)So Cool (feat. Peacefull James)Keep SpinningAlright (feat. Pharoahe Monch, Nat Ill & Temu)

Facebook
Twitter