Dokumentarfilm skaber frygt i madbranchen

Dyremishandling og umenneskelige arbejdsforhold udstilles i dokumentarfilm, der afslører de værste sider af den industrielle fødevareproduktion i USA.

Endnu inden den amerikanske, oscarnominerede dokumentarfilm, Food Inc., har haft premiere i 34 danske biografer onsdag aften, er dansk landbrug og fødevareindustri oppe på mærkerne.

Det stærkt kritiske billede af den amerikanske fødevareindustri, som gengives i filmen, frygtes at skabe kritik også af danske produktionsforhold.

Industri i forsvar

Dansk fødevareproduktion ligger heldigvis langt fra filmens billede, fastslår direktør Claus Søgaard-Richter fra Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse, endnu inden filmen har været vist i Danmark.

- Moderne og effektive produktionsformer er nødvendige for at sikre fødevarer til en voksende global befolkning. Men derfor kan man alligevel tage hensyn til miljø, sundhed, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed, siger Claus Søgaard-Richter.

Han henviser til, at Danmark på mange måder er et foregangsland, både når det gælder sundhed, fødevaresikkerhed, miljø og arbejdsmiljø.

- Blandt andet har den amerikanske kongres været på besøg for at se på det, de kalder den danske model, der er andelsejet, siger Claus Søgaard-Richter.

Politikerne har et ansvar

Danske fødevarevirksomheder og landbruget står i skærende kontrast til den lukkethed som filmen Food Inc. fortæller om de tilsvarende amerikanske. Herhjemme produceres slet ikke på den måde, som filmen viser, siger Landbrug & Fødevarer.

I Økologisk Landsforening siger formanden, Evald Vestergaard, at forbrugerne, landbruget og politikerne har ansvaret for, at vi ikke havner i samme grøft som amerikanerne.

Han siger, at de forhold, der vises i filmen, ikke direkte kan sidestilles med Danmark eller Europa. Men tendensen er den samme.

- I det industrialiserede landbrug konkurrerer man ud fra pris som det afgørende parameter, og det presser landmanden, naturen, dyrene og miljøet rigtig hårdt, siger Evald Vestergaard.

/ritzau/

Facebook
Twitter