DR beklager: Viste billeder af en iscenesat demonstration

DR Nyheder bragte billeder af en demonstration, der var iscenesat af et produktionsselskab, der skulle bruge billederne til en dokumentar. DR Beklager.

Det var her foran Retten i Hjørring, at DR viste billeder fra en demonstration, der var iscenesat af et produktionsselskab. (© DR)

Torsdag aften viste DR Nyheder billeder af demonstranter med skilte foran Retten i Hjørring. Det har efterfølgende vist sig, at demonstrationen var iscenesat af et produktionsselskab.

Billederne blev bragt i TV Avisens indslag, på UPDATE og på dr.dk i forbindelse med dækningen af retssagen mod EBH Banken og Sparekassen Himmerland i Retten i Hjørring uden at det fremgik, at demonstrationen var iscenesat.

- Det er helt entydigt en fejl, og det vil blive rettet i aften i TV Avisen og på dr.dk, siger kanalchef for DR1, Lotte Lindegaard.

I indslaget viste TV Avisen billeder fra demonstrationen foran retsbygningen, hvor flere demonstrerede mod bankernes ledelse.

Udstyret demonstranter med skilte

Men demonstrationen var altså arrangeret af produktionsselskabet, der skulle bruge billederne til et tv-program til DR. Derfor havde selskabet udstyret demonstranterne med skilte og instrueret dem i, hvordan de skulle demonstrere.

- Serien handler om finanskrisen, hvor aktionærer konfronterer aktører i finanskrisen, der hidtil ikke har villet udtale sig, siger Lotte Lindegaard.

Samtidig med, at produktionsselskabets journalister var til stede ved retten, havde TV Avisen sendt reportere til stedet, og de var ikke klar over, at de bevidnede en iscenesat demonstration, som altså var arrangeret af et produktionsselskab.

- Det der går galt er, at iscenesættelsen ikke går op for de journalister, der er til stede ved retten, og det er en kæmpe fejl, siger Lotte Lindegaard.

Retter fejlen

Billederne blev også bragt på nyhedskanalen UPDATE, og på dr.dk blev denne artikel bragt, hvor demonstrationen bliver nævnt. Og nu vil Lotte Lindegaard tage iscenesættelser op med sine kolleger.

- Vi går nu ud og retter fejlen på vores egne medier, og vi har en dialog om den måde, som vi bruger iscenesættelser på. Både generelt og i forhold til den her serie, siger Lotte Lindegaard.

Facebook
Twitter