DR-chef efter fyringer: Nu får danskerne kvalitet

DR skal stadig producere populære programmer, understreger DRs generaldirektør, der maner rygterne om et smalt DR i jorden. Fyringerne skal skærpe DR.

DR skal både levere smalle og brede programmer til de danske licensbetalere, og den nye justering af DR og fyringer af fire topchefer skal være med til at sikre, at det sker.

Det understreger DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, der fortæller, at fyringerne af blandt andet mediedirektør Mikael Kamber var udfaldet af en kompliceret stoleleg.

- I den her justering er et af formålene en mindre og mere smidig direktion. To direktørstillinger er nedlagt, og det betyder to færre i direktionen, siger Maria Rørbye Rønn til DR Kultur

Der skal tænkes nyt og modigt

Dermed afliver DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, myten om, at DR nu skal til kun at producere smalt og elitært indhold. Mikael Kamber fortalte ellers om sit farvel til DR, at han var en af de mest markante fortalere for "en bred forståelse af public service", men at der ikke længere "var plads" til ham.

Men Maria Rørbye Rønn afviser, at DR skal producere mere smalt på bekostning af de brede, populære programmer som X Factor, Sporløs og Aftenshowet.

- Det afgørende er, at strategien giver et stærkere DR med fuld fokus på public service, der skal tænkes nyt, modigt og markant. Vi skal hele tiden huske, at programmerne skal være væsentlige for danskerne. Og denne justering skal skabe det bedste fundament for det, siger generaldirektøren til DR Kultur.

Skarpe både bred og smal

Hun mener, at den nye ledelse med fire færre chefer har bedre mulighed for at levere det, der skal til - nemlig at samle danskerne i store og små fællesskaberne.

- Men vi skal være meget skarpe på, hvad vi samler dem om, siger Maria Rørbye Rønn uden at komme med konkrete eksempler for fremtiden.

Generaldirektøren nævner dog DRs nye digitale radiokanaler som et eksempel på, hvilken vej DR skal. Man dropper rene såkaldte jukeboks-kanaler som "DR Rock" og "DR Jazz" til fordel for nye kanaler, hvor formidlingen er mere i centrum.

Ansvar for at det fungerer

Den nye plan betyder konkret, at DR bliver et direktørområde mindre. DR Oplysning forsvinder, og direktøren Gitte Rabøl sætter sig i stedet på den ledige mediedirektør-stol, som Mikael Kamber har efterladt.

- Jeg vil gerne kvittere for Mikael Kambers indsats, men jeg har stadig ansvaret for, at vores organisation fungerer optimalt med henblik på, at de mål og de ting, vi er forpligtet på at levere til danskerne, bliver gjort bedst muligt, forklarer Maria Rørbye Rønn om rokaderne på direktionsgangen.

De fire chefer der er fyret er mediedirektør Mikael Kamber, underdirektør i DR Medier, Merethe Eckhardt, kanalchef for P2, P3 og P4, Ole Mølgaard, og markedsførings- og kommunikationsdirektør, Thomas Hertz.

Fyringer er ikke besparelser

Rokader og afskedigelser sætter er foreløbigt punktum for omvæltningerne i DR, siden regeringen, DF og Liberal Alliance indgik en fire-årig medieaftale i foråret 2010. DR har som følge heraf sagt farvel til omkring 100 medarbejdere, da DR som bekendt mister en fm-kanal den 1. november.

De sidste besparelser er nu æltet ind i organisationen, og denne fyringsrunde skal ikke ses som endnu en sparerunde, understreger DRs generaldirektør.

Facebook
Twitter