DR-dramaer kritiseres af bestyrelsesmedlem

Næstformand i DR's bestyrelse, Ole Hyltoft, frygter en særlig helligånd i DR, -en helligånd, der ligger tæt på De Radikales holdninger, siger han.

Dansk Folkepartis medlem af DR's bestyrelse, Ole Hyltoft, bakker nu delvist op om sin partifælle Søren Espersen, der forleden langede ud efter DR's drama-serier, som ifølge Espersen er spækket med venstreorienteret propaganda.

Ole Hyltoft, der er næstformand i DR-bestyrelsen, erkender på den ene side, at han -som bestyrelsesmedlem- ikke kan blande sig direkte i de enkelte programmer.

Helligånd i DR som hos De Radikale

- Men jeg vil nøje følge den nye serie, "Borgen", for der er altså en særlig "helligånd" i DR, der siger, hvad man bør mene. Og det ligger altså som regel tæt på De Radikales holdning, siger Ole Hyltoft, der nævner de to første afsnit af den DR-serien "Livvagterne" som "horribelt virkelighedsfjerne".

- En hemmelig, højreorienteret og kriminel liga af godsejere og lejesoldater vil dræbe en livvagt for derved at få befolkningen hidset op mod de sagesløse muslimer, gengiver Ole Hyltoft handlingen og tilføjer så:

- Det er i Danmark ikke muslimer, der må have livvagt, men etniske danskere, som muslimske indvandrere stræber efter livet.

Geert Wilders hår

Desuden undrede Ole Hyltoft sig såre over, at skurken i Livvagternes to sidste afsnit havde en frisure mangen til den hollandske islam-kritiker Geert Wilders.

- For mig er Wilders en frihedshelt, og han har intet med skurker at gøre, siger Ole Hyltoft, der dog tilføjer, at DR's dramachef Ingolf Gabold har garanteret ham, at ligheden er et tilfælde.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve