DR-dramaet Broen vinder britisk krimipris

Den dansk-svenske tv-serie Broen/Bron har netop vundet en britisk pris for bedste internationale tv-serie.

Den dansk-svenske tv-serie Broen/Bron har netop vundet en britisk pris for bedste internationale tv-serie.

Broen, Forbrydelsen og Borgen. Englænderne er vilde med danske tv-serier.

Endda i så høj grad, at den britiske forfatterforening nu belønner den dansk-svenske tv-serie Broen (Bron) med "The International TV Dagger-award" for bedste internationale tv-serie i kriminal- og thriller-genren.

Og Bo Ehrhardt fra Nimbus Film, som har produceret serien i samarbejde med svenske Filmlance, er ikke i tvivl om, hvorfor prisen er så vigtig.

- På grund af konkurrencen. Der er både stor prestige i det, og så er konkurrencen bare benhård. Jeg havde aldrig troet, at vi kunne vinde mod de serier, siger han.

Hårde konkurrenter

Tv-serien var nemlig op imod flere store serier som Forbrydelsen II, sæson to af Board Walk Empire, Emmy-vinderen Homeland og sæson seks af Dexter.

DR-serien Forbrydelsen II var nomineret for anden gang, men måtte igen i år se sig slået.

Broen, der også trak mange seere til DR, handler om en efterforskning mellem den noget specielle svenske politikvinde Saga Norén (Sofia Helin) og den temperamentsfulde danske efterforsker Martin Rohde (Kim Bodnia) efter fundet af et lig på Øresundsbroen.

Netop de ekstremt stærke karakterer, som undervejs lærer at samarbejde og forstå hinanden, er forklaringen på seriens succes, mener Bo Ehrhardt:

- Og så spiller det også ind, at det er en dansk-svensk serie. Vi spiller på forskelligheden og fordommene mellem Danmark og Sverige, fordi den foregår på grænsen. Selv udlændinge fornemmer det lag, som ligger i det element.

Lykke hos proceduren

I foråret slog Broen alle seertalrekorder for en dansk tv-serie på engelsk tv nogensinde - inklusiv Borgen og Forbrydelsen.

Men Dagger-prisen vækker alligevel lykke hos produceren.

- Det er super skønt. Mest fordi det er i konkurrence med de fedeste serier - ikke mindst Homeland, som er noget af det bedste fra USA de sidste år. Så det er helt fantastisk og en stor cadeau til Hans Rosenfeldt, Nikolaj Scherfig og co., som har skrevet serien.

Serien blev første gang vist på DR1 og SVT1 i efteråret i 2011. I øjeblikket optager holdet sæson to, som forventes på skærmen i slutningen af 2013.

Facebook
Twitter