DR får Danmarks første klimakorrespondent

DR har som det første danske medie udnævnt en særlig korrespondent, der skal sætte fokus på det globale klima op til topmødet i København i 2009. Steffen Kretz bliver DR's rejsende i klima.

Danmarks Radio udnævner i dag landets første klimakorrespondent. Navnet er Steffen Kretz, og hans job bliver at fortælle danskerne historier fra hele verden om klimaforandringerne og deres konsekvenser.

Dermed er DR stærkt rustet til FN's klimatopmøde, der finder sted i København i november 2009.

- En indlysende public service-opgave

Steffen Kretz vil både rapportere i radio- og tv-aviserne, i udenrigsmagasinet Horisont og på DRs hjemmeside, dr.dk. Og han glæder sig til opgaven:

- Klimaspørgsmålet rummer nogle af de allersværeste internationale politiske problemstillinger i den kommende tid, og det er en indlysende public service-opgave at give danskerne mulighed for at engagere sig og tage stilling på et informeret grundlag, siger Steffen Kretz.

189 lande mødes i København

Næste års klimakonference er en af de vigtigste langsigtede globalpolitiske begivenheder på dansk grund i mange år. 189 lande er repræsenteret, og de danske værter har ansvaret for at udarbejde global klimaaftale for perioden efter 2012, som alle parter kan blive enige om.

Med udnævnelsen af en særlig klimakorrespondent er DR klar til opgaven, mener nyhedschef Ulrik Haagerup.

- Klimatopmødet kan blive en milepæl, og det er en klar målsætning for DR at sikre danskerne en upartisk og kvalificeret klimanyhedsdækning med indsigt, overblik og udsyn. Derfor har vi valgt Steffen Kretz, som er en af vores tungeste nyhedsprofiler indenfor international politik, til opgaven, fortæller Ulrik Haagerup.

Steffen Kretz tiltræder sin nye stilling til september.

Facebook
Twitter