DR flytter redaktioner til Aarhus og Aalborg

Sporten og Vejret er blandt de redaktioner, der skal flytte fra DR Byen til Jylland.

DR i Aarhus (Foto: DR Presse © dr)

DR flytter de kommende år flere centrale redaktioner fra København til Aarhus og Aalborg.

Det er indholdet i en plan fra DR's bestyrelse og direktion, som medarbejderne er blevet orienteret om her til formiddag.

DR i Aarhus bliver udbygget markant med en række redaktioner, der hidtil har haft base i DR Byen.

Det sker ved flytte hele DR Sporten og DR Vejret samt samle magasinerne Kontant og Madmagasinet med de redaktioner, der i forvejen producerer fakta og kritisk journalistik i DR Aarhus.

Derudover får Aarhus en ny, udvidet kulturredaktion, som får til opgave at øge bredden i DRs dækning af kulturlivet ved at fortælle flere historier fra hele landet. Redaktionen får også ansvaret for et nyt kulturmagasin på DR2.

Nyt center for viden og formidling i Aalborg

I Aalborg opretter DR et nyt center for innovativ formidling af videnskab og undervisning, som skal huse flere af DR's eksisterende inden for videnskab og undervisning, der i dag ligger i DR Byen i København.

Samtidigt skal centeret stå for et nyt projekt for digital læring og vidensformidling på nettet. Med det nye center vil DR's direktion og bestyrelse skabe et nytænkende og kreativt miljø, som skal drive udviklingen af nye former for digital formidling.

- DR's produktion er forankret i hele Danmark. I de kommende år vil vi komme endnu mere ud i hele landet samtidig med, at vi nytænker en række af vores programmer og tjenester. I Aarhus er vi lykkedes med at skabe et kreativt produktionsmiljø, hvor programmer som Indefra med Anders Agger, Rigtige mænd og Nak og Æd viser andre billeder af Danmark, end dem vi får fra hovedstaden. Den tilgang bygger vi nu videre på med flere redaktioner i Aarhus og det nye center i Aalborg, så vi kan dække hele Danmark endnu bedre, siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn i en pressemeddelelse.

165 årsværk flytter

Det er planen, at DR i løbet af de kommende tre år vil styrke DR i Aalborg og Aarhus med omkring 165 årsværk. Det svarer til en stigning i antallet af medarbejdere uden for hovedstaden med ca. en tredjedel i forhold til i dag.

I forvejen har DR de senere år styrket sine ni P4-distrikter rundt om i landet, og DR Aarhus er blevet udvidet med blandt andet en ny velfærdsredaktion og den velkendte B&U-afdeling, der producerer indhold til børn og unge.

Mens DR udvider i Aalborg og Aarhus flytter DR Fiktion fra lejemålet i TV-Byen i Søborg ved København til DR Byen.

Dermed bliver DRs aktiviteter i København samlet på færre kvadratmeter og en fælles adresse på matriklen i Ørestaden.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1157843587599497

Facebook
Twitter