DR klar med ny strategi: Vil have politikere til at droppe millionbesparelser

DR har fremlagt en ny strategi, hvor planlagte besparelser på 255 millioner kroner ikke er medtaget.

Maria Rørbye Rønn, generaldirektør for DR. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

DR har i dag fremlagt en ny strategi frem mod år 2025 under overskriften "Sammen om det vigtige".

Men hele forudsætningen for strategien er, at et flertal på Christiansborg skrotter planlagte besparelser på 255 millioner kroner.

- Vi synes, at DR og public service spiller en endnu vigtigere rolle i det danske samfund end nogensinde før. Dansk indhold er under pres fra medieudviklingen og konkurrencen, og vi vil fremover også gerne kunne bringe danskerne sammen om det vigtige. Og vi synes, at det vigtige er at understøtte et demokrati, dansk kultur og fællesskaber i Danmark, siger DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, til DR Nyheder.

Mangler fortsat en sparerunde

I det seneste medieforlig blev DR pålagt at spare 20 procent, hvilket medførte to sparerunder. Den første del af besparelsen på 420 millioner kroner er allerede effektueret, mens den næste og sidste på 255 millioner kroner altså ikke eksisterer i DR's nye strategi.

- Da vi sad og arbejdede på vores strategi, konstaterede en ny regering og støttepartierne bag den, at flertallet bag den tidligere medieaftale er bortfaldet, og at man ønsker at forhandle en ny medieaftale. Og derfor synes vi, at det er vigtigt at være tydelige om, at vores hovedønske til nye medieforhandlinger er, at vi ikke skal gennemføre en fase 2-besparelse på yderligere 255 millioner kroner, siger Maria Rørbye Rønn.

Håber på aflysning af besparelser

Selvom fase 2-besparelserne er fjernet i den nye, fremlagte strategi, forventer eller regner generaldirektøren ikke med, at de bliver fjernet. Men hun siger, at hun selvfølgelig håber på, at det sker.

- Men hvis et politisk flertal beslutter, at vi skal gennemføre yderligere besparelser, så laver vi en plan, hvor vi sørger for, at der kommer balance i DR's økonomi. Det er selvfølgelig en politisk beslutning, som vi vil tage til efterretning, siger hun.

Farvel til alle DRs podcasts?

DR har i strategifremlæggelsen vist nogle tænkte eksempler på, hvad konsekvensen af yderligere besparelser kan blive. Et scenarie er at lukke tv-kanalen DR2, radiokanalen P5 og alle podcasts. Et andet scenarie er at lukke tv-kanalerne Ramasjang og Ultra samt radiokanalen P3. Tredje scenarie er at lukke radiokanalerne P1, P2 og alle DR's kor og orkestre.

- Men det er vigtigt for mig at sige, at det er rent beregningstekniske eksempler. Der er absolut ingen konkrete intentioner eller planer bag, siger Maria Rørbye Rønn.

Vil måle kvalitet fremfor kvantitet

Samtidig vil DR fremover skele mindre til seertal og i stedet måle sig selv på, om befolkningen føler, at den får værdi ved at benytte DR's produkter.

- Succesparametrene er nogle andre i en digital verden. Det giver ikke så meget mening at måle på tidsforbruget, som man gør i en verden med masser af flow-tv. I en digital verden vælger man alt aktivt til, og der er det afgørende for os, at vi rent faktisk skaber en værdi for vores brugere, siger hun.