DR og TV 2 sammen om støttekoncert for Ukraine: Her er de 17 navne, der spiller

DR og TV 2 går sammen om en støttekoncert, der skal samle ind til akut hjælp til ofrene for krigen i Ukraine, og der er flere store navne på plakaten.

Mads Langer (til venstre), Sanne Salomonsen og Christopher er blot nogle af de musikalske navne, der er med til støttekoncerten for Ukraine, 'Sammen for Ukraine', der sendes lørdag. (Foto: © Søren Rønholt / Robin Skjoldborg / Petra Kleis)

Krigen i Ukraine står allerøverst på både den politiske og mediemæssige dagsorden for øjeblikket, og et hav af danskere har på hver deres måde forsøgt at hjælpe krigens ofre.

På lørdag kommer der endnu en håndsrækning til ukrainerne.

Her går DR og TV 2 nemlig sammen om en støttekoncert, hvor der samles ind til akut hjælp til krigens ofre. Den sendes fra klokken 19.30 til 21 på både DR1 og TV 2.

Og nu har man netop offentliggjort navnene.

Til koncerten spiller Anne Linnet, Jonah Blacksmith, Hjalmer, Pauline, Carl Emil, Mads Langer, Marie Key, Coco O, Peter Sommer feat. Selina Gin, Dizzy Mizz Lizzy, Ida Laurberg, Saveus, Hugorm, Troels Gustavsen, Sanne Salomonsen, TV2 og Christopher.

- Det er startet med en oplevelse af, at danskerne viser et enormt engagement og initiativ i forhold til situationen i Ukraine. Der er ved at opstå et stort fællesskab, og det vil vi gerne skabe en ramme for. Derfor er vi gået sammen med TV 2 og en hel række organisationer om at lave den her støttekoncert, forklarer Nikolaj Vitting Hermann, der er chef for tværgående indhold i DR.

Aftenens værter er Natasja Crone (TV 2) og Johannes Langkilde (DR).

  • Anne Linnet er blandt de mange musikere, der optræder til 'Sammen for Ukraine'. Scroll videre og se de andre. (© Sony Music)
  • Her er det Carl-Emil Petersen. (Foto: © Søren Solkær)
  • Christopher er der også. (Foto: © Petra Kleis)
  • Coco O. går også på scenen på lørdag. (Foto: © Katrine Winblad)
  • Det samme gør Dizzy Mizz Lizzy. (Foto: © Jannick Børlum)
  • Hjalmer vil også være at finde på scenen på lørdag. (Foto: © Petra Kleis)
  • Hugorm tager også del i støttekoncerten. (Foto: © Henrik Andreasen)
  • Ida Laurberg er også med. (Foto: © Jeppe Klausen)
  • Jonah Blacksmith er også blandt de musikalske gæster. (Foto: © Petra Kleis)
  • Det er samme er Mads Langer. (Foto: © Søren Rønholt)
  • Og Marie Key deltager på lørdag. (Foto: © Ziegel)
  • Ligesom Pauline også gør. (Foto: © Jacob Gren)
  • Peter Sommer deltager desuden i støttekoncerten.
  • Sanne Salomonsen vil også være til stede.
  • Saveus giver også et nummer på lørdag.
  • Troels Gustavsen deltager også i koncerten på lørdag.
  • Det gør TV-2 også.
1 / 17

'Det er en ekstraordinær situation'

Udover at præsentere de musikalske gæster vil værterne også byde på portrætter af ukrainere, der er berørt af krigen, samt historier om danskere, der med lokale initiativer er med til at støtte ukrainere på flugt.

Derudover har man også mulighed for at støtte ofrene for krigen ved at sende et økonomisk bidrag.

- Vi har set meget engagement og initiativ, hvilket er et tegn på, at folk nok har lyst til at hjælpe. Der sker noget i befolkningen i øjeblikket. Men i sidste ende er det selvfølgelig den enkelte dansker og danske virksomheds beslutning, om man vil støtte, lyder det fra Nikolaj Vitting Hermann.

Har man et mål om, hvor meget der skal indsamles?

- Det er en ekstraordinær situation, og derfor er det også svært at sige noget om, hvordan folk vil reagere, og hvor meget de eventuelt vil støtte. Ethvert bidrag tæller, siger Nikolaj Vitting Hermann.

- Men jeg håber, det her bliver en mulighed for en masse danskere for at vise deres støtte og bidrage på en måde, der er meningsfuld for dem.

Halvdelen af Ukraines befolkning har brug for hjælp

Som nævnt er de to mediehuse gået sammen om at stable støttekoncerten på benene. Det har de gjort sammen med en hel række nødhjælpsorganisationer.

Det drejer sig om Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Folkehjælp, ADRA Danmark, Amnesty International Danmark, CARE Danmark, CARITAS Danmark, Folkekirkens Nødhjælp, International Media Support, Læger uden Grænser, Mission Øst, Oxfam Ibis, PlanBørnefonden, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne, UNHCR - FN's Flygtningeorganisation, UNICEF Danmark samt DRC Dansk Flygtningehjælp.

Hos netop DRC Dansk Flygtningehjælp oplever man også, at mange danskere kontakter organisationen, fordi de gerne vil hjælpe:

- Og lige nu giver det rigtig god mening med økonomiske bidrag. For så kan de faglige organisationer, der har stor erfaring med at hjælpe, bruge de midler, de får, på god og fornuftig vis, siger Charlotte Slente, der er generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp.

Hun fortæller videre, at man regner med, at op mod halvdelen af befolkningen i Ukraine har brug for hjælp. Herudover forventes over syv millioner at blive internt fordrevne i deres eget land, mens over to millioner allerede er flygtet ud af landet.

Og alt imens krigen fortsætter, bliver brugen for hjælp kun større, lyder det fra Charlotte Slente:

- De første flygtninge har været nogle, der har haft familiemedlemmer og netværk stående klar, når de kom ud af landet. Men de netværk vil tynde ud, og de næste flygtninge vil være mere skrøbelige og have brug for hjælp på en anden måde.

- Derfor opfordrer vi også til, at danskerne bakker op om og støtter de ukrainere, der kommer her til landet og hjælper dem til at falde til.

Hvad gør, at Ukraine lige skal have en ekstra hånd – er der ikke mange andre kriser, man kunne tage fat i?

- Europa er et rigt kontinent, og de europæiske lande har gode muligheder for at hjælpe de folk, der kommer ud af Ukraine, så selvfølgelig skal vi gøre en ekstraordinær indsats i den her situation.