DR straffes for injurier mod overlæge

To DR-ansatte straffes nu med dagbøder for injurier mod en overlæge i tv-program. DR overvejer nu, om sagen skal tages videre igen.

I et dokumentarprogram er Danmarks Radio gået så langt over stregen med beskyldninger mod Rigshospitalet og en overlæge, at det skal medføre straf.

Østre Landsret har fredag stadfæstet byrettens dom i injuriesagen, som drejer sig om programmet "Når lægen ved bedst".

Dagbøder til tre personer

Udsendelsen, der blev bragt 24. september 2009, såede tvivl om Rigshospitalets behandling af patienter med lungehindekræft.

Men nu har hospitalet og overlæge, dr.med. Jens Benn Sørensen fået medhold i, at beskyldningerne var ubeføjede.

Redaktionschef Steen Jensen og journalist Mette Frisk idømmes hver 10 dagbøder á 1000 kroner.

Grundløse påstande

I programmet blev det antydet, at patienterne ikke fik den bedste behandling.

Men der er ikke grundlag for påstanden om, at hensynet til overlægens prestige og privatøkonomi betød, at der skete unødvendige dødsfald og afkortning af nogle patienters liv, har dommerne slået fast.

Programmet kritiserede Rigshospitalet for at have undladt at behandle patienter i kemoterapi med stoffet Alimta. I stedet blev der brugt et andet præparat.

DR: Vi viderebringer bare kritik

Dokumentarchef ved DR, Steen Jensen, er overrasket over dommen.

- Jeg er overrasket over, at vi kan blive dømt for injurier. I programmet viderebringer vi en række påstande kritik fra en række patienter, der uafhængigt af hinanden siger, at de er blevet misinformeret. En kritik der også bliver bakket op af internationale eksperter.

Hos Rigshospitalet er man derimod særdeles tilfreds med dommen.

- Vi er meget tilfredse. Øster Landsret har nu stadfæstet, at der var tale om urigtige oplysninger i udsendelsen. Oplysninger som har gjort stor skade mod pårørende til patienter med lungehindekræft, siger lægelig direktør ved Rigshospitalet, Jannik Hilsted.

Stadfæstelse af tidligere dom

I april sidste år tabte DR slagsmålet med hospitalet og overlægen i Københavns Byret.

De ankede til landsretten, hvor tre dommere altså nu har stadfæstet den oprindelige afgørelse.

I sagsomkostninger for landsretten skal de dømte betale Rigshospitalet og overlægen 90.000 kroner.

Steen Jensen fortæller, at DR nu overvejer, om dommen skal ankes.

Vi tager dommen til efterretning, og vil nu læse dens præmisser igennem. Så må vi jo tage stilling til, om sagen skal tages videre iegn.

/ritzau/

Facebook
Twitter