DR SymfoniOrkestret får ny chefdirigent

Rafael Frühbeck de Burgos har sagt ja til stillingen som chefdirigent i DR SymfoniOrkestret. Han er den største dirigent i Spanien, og blev for nylig kåret til 'Conductor Of The Year'.

Den spanske dirigent Rafael Frühbeck de Burgos har sagt ja til stillingen som chefdirigent i DR SymfoniOrkestret. Han er den største dirigent i Spanien, og blev for nylig også udnævnt til 'Conductor Of The Year'.

Han er født i 1933, og har vundet mange priser og udmærkelser for sine koncerter og pladeindspilninger. Første gang han optrådte med DR SymfoniOrkestret var i 2004, og samarbejdet har været varmt og frugtbart lige fra begyndelsen.

Det er også én af grundene til, at Rafael Frühbeck de Burgos hvert år siden 2004 har været tilbage for at dirigere DRs symfoniorkester. Senest kunne man opleve ham på i oktober 2010, da han blandt andet opførte Manuel de Fallas 'La vida breve'.

Vil lokke unge mennesker i koncertsalen

Selv siger han, at han glæder sig til opgaven, og til at arbejde mere i Danmark og i Scandinavien. Det er især arbejdet med at lokke unge mennesker ind til symfoniske koncerter, som han synes er vigtigt:

- Unge universitetsstuderende burde helt oplagt også interessere sig for klassisk musik, og jeg ville ønske at de i endnu højere grad tillod sig selv at nyde musikken. Mange bliver skræmt af de formelle ting der er omkring en koncert, men det er der ikke nogen grund til, siger Rafael Frühbeck de Burgos.

Han vil gerne gøre sit til, at en koncert med DR SymfoniOrkestret bliver mindre formel:

- Jeg kan dirigere i denne her skjorte om det skulle være, siger han og peger på sin mørke skjorte med hvide blomster.

Vilje og energi

DRs orkesterchef Ole Bækhøj forklarer, at Rafel Frühbeck de Burgos er krævende i forhold til musikerne:

- Han har en enorm viljestyrke, men også stor energi og vitalitet. De resultater han skaber er fantastiske. Han har stor kærlighed til det store romantiske symfoniorkester, og evner virkelig at skabe en varm, lækker klang. Samtidig er han præcis og grundig, og han ved hvad han vil.

For Ole Bækhøj er alderen nærmest kun et plus. Rafel Frühbeck de Burgos styrer mod de 78 år, og det betyder, at han har en masse erfaring:

- Jeg har oplevet fantastiske koncerter med dirigenter der var 21 år, og med dirigenter som var 90. I situationen er Rafael Frühbeck de Burgos utrolig vital og et sandt vilje- og energibundt, så hans alder bekymrer mig ikke.

Hør klip med DR SymfoniOrkestrets nye chefdirigent ude til højre her på siden, og hør ham dirigere musik af Respighi. Rafael Frühbeck de Burgos har været chef for flere andre orkestre, senest for Dresden Filharmonikerne. Den sidste del af hans efternavn 'Burgos' har han selv taget efter sin spanske fødeby.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532e16c36187a20a446ce2bchttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532e16c36187a20a446ce2bfhttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532e16c36187a20a446ce2c2http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532e16c46187a20a446ce2c5

Facebook
Twitter