DR udvider Symfoniorkestret

Som et led i DR’s økonomiplan for 2015 og tre år frem har ledelsen valgt at udvide DRSymfoniOrkestrets strygerkorps.

DR SymfoniOrkester får fra 1. januar 2015 udvidet sit strygerkorps. (Foto: Lars E. Andreasen © Type 1)

Strygerkorpset i DR SymfoniOrkestret bliver udvidet fra og med 1. januar 2015.

Ved at udvide strygerkorpset får orkestret en større fleksibilitet og kan i forskellige sammenhænge derfor deles op i to mindre orkestre, så der kan afholdes samtidige koncerter.

Derudover giver det også mulighed for at afholde selvstændige koncerter med strygerkorpset.

- Ved at øge vores strygerkorps kan vi, som et led i den lange udvikling, begynde at matche os med nogle af verdens store orkestre, siger ensemblechef i DR, Kim Bohr til DR Kultur.

Afskedigede er forrest i køen

Udvidelsen af strygerkorpset sker som et del af økonomiplanen for 2015 til 2018, som blev fremlagt af DR's ledelse d. 8. september, som konsekvens af medieaftalen for samme periode.

En følge af planen blev at op mod 200 stillinger blev nedlagt, samt at det populære DR UnderholdningsOrkester bliver nedlagt 1. januar 2015.

I forbindelse med udvidelsen vil afskedigede medlemmer af underholdningsorkestret som de første komme i betragtning til de nyoprettede stillinger i SymfoniOrkestret.

Det er endnu ikke afklaret, hvor mange nye stillinger, der vil komme i strygerkorpset. Først i slutningen af september vil det blive afklaret, oplyser Kim Bohr.

Har taget udfordringen op

Kim Bohr ser ændringen i SymfoniOrkestrets strygekorps som en styrkelse af orkestret. Blandt andet fordi man nu kan arbejde mere med klangen.

Han er dog stadig ked af, at UnderholdningsOrkestret forsvinder.

- Jeg er selvfølgelig ked af, at UnderholdningsOrkestret ikke skal være her længere, men jeg har valgt at tage udfordringen op, og jeg glæder mig over, at vi stadig har meget at byde på, når det kommer til at skabe musik.

Facebook
Twitter