DR3 køber rettighederne til tv-serien Skam

DR3 er det helt rette sted at sende en ungdomsserie om de identitetsskabende teenageår, siger kanalchef.

Den norske tv-serie 'Skam' har fået danske seere til at lære ord som "føkke", "drittsekk" og "hooke". (Foto: NRK © NRK)

Fra december kan man på DR3 opleve Eva, Noora, Jonas og de andre unge fra 'Skam' prøve sig frem i livet, når de to første sæsoner af den ultrapopulære norske tv-serie bliver sendt på dansk tv.

Det fortæller en "glad og stolt" kanalchef på DR3, Steffen Raastrup.

Han mener, at DR3 er det ”naturlige sted” at vise ’Skam’ i Danmark.

- Det er en knaldgod fiktionsserie, der henvender sig til de helt unge, som DR3 også henvender sig til. Det er hudløst ærligt og ind til benet, og på den måde ligger det rigtig fint i tråd med DR3’s dna, siger han.

Kan nå et større publikum på DR3

Selvom mange danske seere allerede har set serien på NRK's hjemmeside – med norsk tale og norske undertekster – tror Steffen Raastrup, at serien, når den når de danske tv-seere – på dansk – ikke vil være overflødig.

- Den har selvfølgelig fået en del omtale i Danmark, men vi kunne godt tænke os at brede serien ud til en endnu bredere kreds. Jeg tror, der er masser af mennesker for hvem serien kunne være relevant, som endnu ikke har været inde og se den (på NRK, red.), siger kanalchefen.

Han mener, at serien turnerer med nogle meget relevante budskaber.

- Seriens grundpræmis er jo, at du, når du er ung, ikke skal være bange for, hvem du er, men stå ved sig selv og håndtere den frygt, som mange har i den meget identitetsskabende fase, som teenageårene er, siger kanalchefen.

Et eventuelt køb af rettighederne til at bringe tredje sæson, hvis første afsnit netop er udkommet, er endnu ikke faldet på plads.

- Men vi håber da også at kunne bringe tredje sæson, siger Steffen Raastrup.

Facebook
Twitter