DR3’s Vestegnsprinsesser slår streamingrekord

Prinsesser fra Blokken er ganske uventet blevet DR3’s største succes nogensinde

Emma, Claudia, Siri, Simona og alle de andre prinsesser fra Vestegnen er blevet dronningerne af streaming.

DR3’s seneste skud på stammen løber for sidste gang over skærmen i aften. Første afsnit var i eftermiddags blevet streamet 425.000 gange på DR TV.

Se første afsnit af Prinsesser fra Blokken her.

I Prinsesser fra Blokken følger man i fire afsnit en række unge kvinder fra Københavns vestegn. Pigerne, der blandt andet kommer fra Hvidovre og Albertslund, fortæller om deres særprægede udseende og festkultur, men også om deres til tider barske opvækst.

Tallene er højst sandsynligt en rekord for et dansk tv-program, siger lederen af DR Medieforskning, Dennis Christensen. Når man ikke er sikker, skyldes det, at tallene for andre populære streamingtjenester, hvor der dog er betalingsmur, som TV 2 Play og Viaplay ikke er offentligt tilgængelige.

- Vi kan ikke sige, om der ligger et afsnit af Rita, som TV 2 vil hævde er set flere gange, siger Dennis Christensen.

Han forklarer, at DR’s søndagsdramaer sædvanligvis er noget af det mest streamede, men sammenholdt med Prinsesser fra Blokken er tallene under det halve.

- Det siger også noget om programtypen. Der er rigtig mange, der ser med søndag klokken 20, når DR sender deres søndagsdrama. Med Prinsesser fra Blokken er der ikke en tradition for at sidde og se med mandag klokken 20. Derfor ser mange det forskudt, og det er også et program med en ung målgruppe, der i højere grad end ældre streamer.

Ind bag de falske øjenvipper

I fire afsnit følger vi gruppen af piger fra Vestegnen gennem scener fra deres hverdag, men også personlige interview, hvor de fortæller om deres syn på emner som skønhed, venskaber, kærlighed, drømme og familie.

Som der står i programbeskrivelsen, så kender du dem fra bybilledet som ”de solariebrune piger med falske negle og en muskelmand under armen”. Men i programmet kommer man også ”ind bag de kunstige vipper”, og det er en af styrkerne i programmet, siger Erik Struve Hansen. Han er souschef på DR Ung og programansvarlig for Prinsesser fra Blokken.

Over fire afsnit hører man blandt andet om seksuelt misbrug, stofmisbrug og besværlige forhold til forældrene.

- Man får en forklaring og baggrund, som jeg synes giver et nuanceret billede af gruppen. Det er også mennesker, der er enormt stærke og har masser af humor og mener en masse ting, siger Erik Struve Hansen.

I seriens sidste afsnit handler Prinsesser fra Blokken om kvindernes håb og drømme for fremtiden. Her møder vi blandt andet Siri, der drømmer om at blive professionel make-up artist på de helt store spillefilm.

Succesen kommer som en overraskelse

Spørger man på DR Ung, så er det de stærke hovedpersoner, der har gjort programmet til en succes.

- Castet, som jeg synes er rigtig stærkt, er en gruppe af piger, man egentlig ikke har set i den her sammenhæng, hvor de er med i et program, der giver dem en stemme. De får lov til at fortælle deres egen historie, og folk får selv lov til at tage stilling til dem, siger Erik Struve Hansen.

På DR3 lå der ikke noget større reklamefremstød forud for første afsnit, der var med til at skubbe tallene i vejret.

- Der var hurtigt nogle mekanismer på Facebook, der gjorde, at første afsnit fik en eksplosiv modtagelse. Pludselig var der vildt mange, der havde set det på kort tid – også før det var i tv. Det var mund til mund og anbefalinger, fordi mange har haft et behov for at fortælle det videre, og senere er pressen også kommet efter det.

Og programmets succes var da heller ikke lige helt forventet.

- Det er helt klart en overraskelse for os.

- Vi havde på ingen måde set det som et program, der skulle blive den største succes for DR 3 nogensinde og blive det mest streamede i DR’s historie, siger Erik Struve Hansen.

Se sidste afsnit af Prinsesser fra Blokken her.

Facebook
Twitter