Dronningen har lavet kostumer til Snedronningen

I Tivolis koncertsal kan man fra 1. december se balletten Snedronningen.

Dronning Margrethe og Oh Land afholder pressemøde forbindelse med balletten Snedronningen i Tivoli tirsdag den 19. november 2019. Dronningen er scenograf på, og Oh Land har lavet musikken til forestillingen, der har premiere den 1. december 2019 i Tivolis Koncertsal.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)

For ottende gang har dronning Margrethe været scenograf og designet kostumer til en balletforestilling i Tivoli. I år er det H.C. Andersens eventyr Snedronningen, der bliver fortolket.

Det sker i samarbejde med musikeren Oh Land (Nanna Øland Fabricius) og den prisbelønnede koreograf Yuri Possokhov. De tre stod også bag opsætningen af Askepot på Pantomimeteatret i 2016.

Og her til eftermiddag blev der fremvist en enkelt scene fra balletten og afholdt et pressemøde, hvor også dronningen fortalte om sit forhold til historien om Snedronningen.

Snedronningen har premiere den 1. december i Tivolis Koncertsal og spiller indtil nytår.