Dronningen sendte lysende optog afsted: Se alle højdepunkterne fra Aarhus

Lanterner, et lysende optog, festfyrværkeri og smukke sange. Aarhus er nu officielt åbnet som Europæisk Kulturhovedstad.

Så har Aarhus officielt taget hul på sit år som Europæisk Kulturhovedstad.

Det skete i aften blandt andet med ord fra dronning Margrethe, et imponerende folkeoptog gennem byen og musik.

Fik du ikke set åbningsfesten, der blev vist direkte først på DR K og dernæst DR1, så har vi her samlet en række af aftenens højdepunkter.

Dronningens tale

Aftenen begyndte klokken 17.30 i Musikhuset i Aarhus, hvor dronning Margrethe holdt åbningstale. Her drog hun blandt andet paralleller til landsudstillingen i Aarhus tilbage i 1909, og sagde, at hun håbede, at kulturbyåret ville binde folk sammen på tværs af Jylland og på tværs af landegrænser.

Til sidst sluttede hun talen af med et opmuntrende: "Kom så Aarhus!".

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen, kulturminister Mette Bock og Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S) deltog i åbningen.

Musik i Musikhuset

I Musikhuset var der musik fra blandt andre Aarhus Symfoniorkester, Aarhus Jazz Orchestra og Den Jyske Opera.

Her er det en urpremiere på et stykke musik skrevet særligt til anledningen skrevet af den færøske komponist Sunleif Rasmussen og udført af Michela Petri.

Smukt folkeoptog igennem byen

Derefter overtog et imponerende og lysende folkeoptog med musik og korsang - blandt andet "Jeg drømte mig en drøm" - i byens gader. Omkring 5.000 mennesker deltog i selve optoget, og op mod 60.000 forventede man yderligere i Aarhus-gader.

Optoget lyste op i byen takket være lanterner og ikke mindst de lysende vikingeskibe, som deltagerne i optoget havde lavet. Også dronning Margrethe fik sin egen lanterne, som hun løftede op ved åbningen af optoget.

Åbningsceremonien var arrangeret af den erfarne teater- og eventinstruktør Nigel Jamieson, der også stod for åbningen af OL i Sydney i 2000.

'Jeg drømte mig en drøm i nat'

Hør korets smukke version af folkevisen 'Jeg drømte mig en drøm i nat' midt i lanternernes skær under optoget.

Festligt fyrværkeri over Aarhus

Åbningsceremonien sluttede af med musik fra DJ Static, der stod bag sin dj-pult på en løftet scene, og et kæmpe festfyrværkeri over byen.

Desuden blev der projiceret et lysshow op på siloer på havnen, der skulle sætte fokus på bæredygtighed, som er et af de centrale fokusområder i kulturbyåret.

FacebookTwitter