DRs vagthund kritiserer ’Fuckr med dn hjrne’

Det burde have fremgået tydeligere, at forsøgspersonen i programmet ’Fuckr med dn hjrne’ var hypnotiseret, mener DRs lytternes og seernes redaktør.

DRs lytternes og seernes redaktør, Jacob Mollerup, mener, at 'Fuckr med dn hjrne' burde have fortalt, at en forsøgsperson i virkeligheden blev hypnotiseret, da værten forsøgte at få ham til at tro, at han havde levet før. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

DR3-programmet 'Fuckr med dn hjrne' burde have tydeliggjort, at programmets forsøgsperson allerede var hypnotiseret, da han blev manipuleret til at tro, at han havde levet før. Det mener DRs lytternes og seernes redaktør, Jacob Mollerup.

I tv-programmet manipuleres en forsøgsperson til at tro, at han tidligere har levet på Gavnø slot ved hjælp af et bånd, der bliver afspillet for ham, mens han sover i slottets kapel. Men som det fremgår i denne artikel blev forsøgspersonen hypnotiseret, inden han blev lagt til at sove - et element, der ifølge lektor i journalistik ved RUC og forsker i troværdighed, Mark Ørsten er "helt vanvittigt at skjule".

Jacob Mollerup mener også, at 'Fuckr med dn hjrne' burde have informeret bedre om hypnosen.

- I det konkrete tilfælde, hvor forsøgspersonen ligger på kirkegulvet med sine høretelefoner på, der vil jeg sige, at præmissen ikke er klar nok. Set i bakspejlet burde holdet bag have gjort det tydeligere, at forsøgspersonen på forhånd var hypnotiseret. Der huggede de for hårdt til den, siger han til DR Kultur.

- Som seer er man advaret

I 'Fuckr med dn hjrne'-programrækken fører værten, illusionisten Jan Hellesøe, seerne ind i en verden af pyskologiske manipulationer og optiske illusioner.

Og ifølge Jacob Mollerup står det derfor klart for seerne, at 'Fuckr med dn hjrne' er et program, der netop manipulerer.

- Alene med titlen og den første introduktion får man fortalt, at programmet er ude i det manipulerende felt, så man som seer er advaret om, at man bliver ført rundt på den ene eller anden led. Derfor synes jeg heller ikke, at det er et kæmpestort problem, siger han.

Men er der ikke forskel på at manipulere med seerne ved eksempelvis at kunne gætte hvilken ballon, de tænker på - og så på at lade som om, man kan få en person til at tro, han har levet før ved at spille et bånd for ham, mens han sover - og så er han i virkeligheden hypnotiseret?

- Der er bestemt forskel, og 'Fuckr med dn hjrne' skulle have fortalt om hypnosen. Det er ikke for at bagatellisere det, men for at sige, at jeg ikke synes, man kan sammenligne det med en grov faktuel fejl i et videnskabsprogram. Men det undskylder ikke programmet, for man må ikke efterlade seerne med et indtryk, der i virkeligheden er forkert, siger Jacob Mollerup.

DR3-Redaktør enig i kritikken

DR3-redaktør Irene Strøyer tager kritikken til sig.

- Jeg er sådan set enig med Jacob Mollerups pointe. Set i bakspejlet skulle vi nok have uddybet speaken for at undgå forvirring om, hvordan den medvirkende kom i trancelignende tilstand, skriver hun i en mail til DR Kultur.

Facebook
Twitter