Det er svært at komme igennem det danske skolesystem uden på et tidspunkt at have haft en blokfløjte i hænderne.
For de fleste blev det sikkert kun til en ganske kort affære - måske en musiktime eller to - med det simple blæseinstrument. Sådan var det ikke for Ragnhild May, der holdt ved i mange år.
- Jeg har spillet blokfløjte, siden jeg var lille, og så stoppede jeg ligesom aldrig. Første dag i gymnasiet tog vi en runde i musiktimen, hvor min lærer spurgte, hvad vi spillede. Da jeg fortalte, at jeg spillede blokfløjte, sagde han: "Det er ikke et rigtigt instrument", fortæller den nu 31-årige kunstner.
Hun har brugt blokfløjten i flere af sine kreative lydværker og performances, som efterhånden har gjort hende til et etableret navn på den danske og internationale kunstscene.
Værkerne tæller blandt andet en fløjtekjole, en 2,6 meter høj blokfløjte og et specialbygget instrument, hvor luftslanger blæser luft til blokfløjter.
- Det er lidt mit yndlings- og hadeinstrument på samme tid, fordi den har det her kiksede image; og alligevel har alle en relation til den. Det synes jeg er nice, siger Ragnhild May, der både er uddannet billedkunstner og komponist.